ANMELDELSE: Tonight at 8.30, Jermyn Street Theatre ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Noël Cowards Tonight at 8.30, som spilles nu på Londons Jermyn Street Theatre.

Ensemblet i Star Chamber. Foto: Robert Workman Tonight at 8.30

Jermyn Street Theatre,

22. april 2018

5 stjerner

Bestil nu

Hvor er vi heldige at få denne cyklus af ni enakter af Noël Coward (han skrev en tiende, men den er ikke med her), præsenteret af dette ufortrødne og førende fringe-spillested, der ligger trygt placeret i hjertet af West End, lige ved Piccadilly. Denne samling af glimt fra midten af 1930'erne er et af Mesterens sjældnest opførte værker, men den manglende hyppighed er ingen indikator for kvaliteten. Teatrets kunstneriske leder, den unge og enormt talentfulde Tom Littler, fremtryller masser af magi med et suverænt cast og en strålende produktion – alt sammen til budgetpris. Det er noget af en rejse: lidt langsom i opbygningen til at begynde med, men når den først kommer i gang, er den ustoppelig og leverer pletskud efter pletskud. Du ville være vanvittig, hvis du gik glip af den. Og på udvalgte dage kan du se alle stykkerne i ét stræk, hvilket er en kæmpe oplevelse.

Der er tre sæt af tre stykker. Det hele skydes i gang med det, producenterne her kalder 'Secret Hearts', og det lægger ud med 'Star Chamber' – det ene stykke, der normalt udelades af produktioner (hvor man i stedet får 'Fumed Oak'). Det er en ganske morsom indledning, hvis man nyder teaterverdenens indbyrdes spydigheder, men det bliver gjort lidt mere interessant af indlejrede, skarpt skrevne episoder med overlappende dialog. Hvis der er mere i det end det, så undslap den dybere substans mig. Vi har et stærkt cast her, men dette stykke er ikke meget mere end en herlig opvarmning for dem. Det er dog pudsigt nok det ene stykke, hvor Boadicea Ricketts for alvor får noget at lave: hun er et lysende nyt talent i starten af sin karriere og et sandt fund som den forfængelige, selvoptagede diva, der mestrer den knusende non-sequitur. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se meget mere til hende fremover.

Jeremy Rose og Rosemary Ashe i Red Peppers. Foto: Robert Workman

Dernæst følger 'Red Peppers', som er en noget bedaget skildring af tvivlsomme varietékunstnere på tiende rang. Selv Rosemary Ashe og Jeremy Rose (som Lily og George Pepper) rammer ikke helt den rette tone i pastiche-numrene fra musikhallen og den kattede mundhuggery bag scenen. Coward skrev materialet som et glansnummer til stjerner som sig selv og Gertrude Lawrence, dengang de var på alder med århundredet selv; i hænderne på meget ældre skuespillere får det en vis tyngde og bliver til et portræt af skuffelse og spildte liv, men sangene er fulde af gejst og munterhed og virker malplacerede i et mere modent miljø.

Nick Waring og Miranda Foster i Still Life. Foto: Robert Workman

Den første 'trilogi' slutter med den måske mest kendte historie i gruppen: 'Still Life' er den dramatiske novelle, der blev til David Leans 'Brief Encounter' (Kort møde), som i øjeblikket også spiller på scenen lige om hjørnet i Haymarket i Empire Cinema i Emma Rices radikale genfortolkning med Kneehigh. Sammenligningen er interessant. I modsætning til her, gør Rice alt andet end at levere værket 'straight', og effekten er øjeblikkeligt elektriserende. Miranda Foster og Nick Waring spiller derimod Laura og Alec præcis som replikkerne dikterer, og vi synes at glide hen over overfladen af Cowards verden uden rigtig at få kontakt med den.

Og så sker der noget bemærkelsesværdigt. Pludselig, midt i en samtale over deres tekopper ved et bord i stationscaféen, dykker vi helt ind i hjertet af deres liv. Præcis hvordan det sker, er svært at sige, men med ét er hvert eneste ord lyst op indefra, og alt, hvad de siger, betyder utrolig meget. Skuespillerne har tydeligvis arbejdet meget grundigt for at nå til dette punkt, men herfra skifter ikke bare dette stykke, men hele forestillingen retning og stemning. Alt begynder at falde på plads. Magien ved, at alle elementer spiller sammen, begynder at indfinde sig. Og det fortsætter hele vejen gennem de resterende stykker.

Ian Hallard og Sara Crowe i We Were Dancing. Foto: Robert Workman

Efter den første lange pause (der er kun 15 minutters pause mellem det andet og tredje stykke i hvert sæt, og intelligente musikalske mellemspil mellem det første og andet – Stefan Bednarczyks geniale replikker er en fornøjelse her), virker det aldrig som om, produktionen træder forkert. Den anden gruppe af stykker (her kaldet 'Bedroom Farces') begynder med den næsten surrealistiske tilgang til lystspil, 'We Were Dancing'. Sara Crowe håndterer Louises forvirrede krumspring med samme overskud og gejst, som vi forventer af Amanda og alle Cowards virkelig store kvindelige hovedroller; Ian Hallard er en super modspiller til hende som den parvenu-agtige Karl, mens Waring her er genopfundet som den forurettede ægtefælle, Hubert, med en George VI-agtig talefejl, og Rosemary Ashe rammer helt den rigte tone som hans spidsborgerlige søster, Clara. Denne kvartets fælles scener – veritabel krig på intellekt og lidenskab – udføres med Shavian-agtig kontrol og energi, hvilket giver den tossede handling en fantastisk formel skønhed.

Ikke mindst til at fuldende effekten af alt dette er: Louie Whitemores lækre scenografi (der gang på gang fylder scenen med storslåede billeder fra perioden – og i dette lille underjordiske rum kan man kun undre sig over, hvor de får plads til alle kulisserne); den pragtfulde række af kostumer (mange dusin af dem!) af den utroligt talentfulde Emily Stuart; og Tim Mascalls perfekte belysning. Dertil kommer Tom Attwood, som mestrer lydbilledet og lader os falde ind og ud af radioudsendelser, klassiske koncerter og baggrundsstøj, hvilket øger cyklussens episke vingefang.

Miranda Foster, Nick Waring og Ian Hallard i Ways and Means. Foto: Robert Workman

Hvis 'We Were Dancing' efterlader dig med følelsen af, at det alene er billetprisen værd – og det er det – så venter der endnu større glæder. 'Ways and Means' er endnu en ekstraordinært udtænkt og smukt realiseret leg med en idé, spundet ud af en guddommeligt drilsk fantasi; Foster og Waring spiller her en helt anden slags par, der er økonomisk trængte og drevet til kriminalitet på den mest melodramatisk tilfældige måde, mens en anden relativ nybegynder, Ben Waring, kortvarigt stråler som Stevens, den tidligere chauffør. I disse stykker, som andre steder, tillader Coward sig at betragte penge som en ydre fjende af menneskets sjælefred; dog får den bredere historiske baggrund knap nok et blik: der er enkelte bemærkninger om Mussolini eller Hitler i forbifarten, men de er væk igen lige så hurtigt, som de kom. I stykker, der er så fast forankret i 'virkeligheden' i folks liv, er det svært at vide, hvad man skal mene om det. Når man betragter 'trediverne' fra så mange forskellige vinkler her, føles det mærkeligt ikke at få en stærkere fornemmelse af samfundet uden for dagligstuens døre.

Nick Waring, Sara Crowe, Ian Hallard, Miranda Foster i Shadow Play. Foto: Robert Workman

Men glem det. For i det utrolige 'Shadow Play' får vi endnu et pletskud: nærmest som i en operette smelter Coward dialog og handling sammen på en måde, som den gængse opfattelse siger ikke skete før Rodgers og Hammerstein i 1943. Men Cowards musical-dramaturgi er fejlfri. Ved at skubbe os ud af den 'virkelige' verden og tage os med ind i en fantasi-episode årtier før 40'erne og 50'ernes 'drømmeballetter', foregriber vi 'Lady in the Dark' og endda 'Follies' på en måde, der er intet mindre end blændende og spændende. (Mindst én moderne musicalskaber taler nedsættende om Cowards bedrifter, men jeg gad vide, om han ikke har fundet mere at holde af, og måske lære af, i Cowards værker, end han vil være ved?)

Jeremy Rose, Rosemary Ashe i Family Album. Foto: David Monteith-Hodge

Som start på den sidste runde af stykker (her kaldet 'Nuclear Families') får vi den lille særling: 'Family Album' – et kig ind i svundne tider i 1860'erne. Det åbner med endnu et kup: et henrivende tableau af en victoriansk familiebegravelse, klædt i det mest pragtfulde og overdådige sørgeudstyr. Dialogen er vidunderligt stivbenet, og Coward topper dette ved at lade det glide over i nogle fine pasticher på Gilbert & Sullivan-numre. Fortryllende. Stykkes 'hensigt' er stadig helt i tråd med resten af forestillingen, og det er godt at se Wiggins, som en udefrakommende indgiftet i husstanden, få mere at lave her.

Miranda Foster og Sara Crowe i Hands Across The Sea. Foto: David Monteith Hodge

Det næstsidste stykke, 'Hands Across The Sea', er ikke så meget et hib til overklassen som det er en vedvarende hudfletning. Han holder sig ikke tilbage. Især Ashe rammer sin Belgravia-overklassekvinde, the Hon. Clare Wedderburn, lige i øjet, i fint samarbejde med Foster som den mindst lige så rædselsfulde Lady Maureen Gilpin ('Piggie' blandt venner). Bednarczyk er i topform som den formidable kommandør Peter Gilpin, RN, og Rose som hans ligeså rædderlige makker, orlogskaptajn Alastair Corbett, RN, mens Waring gør det samme for major Gosling. Sikke en flok. Ind i deres vanvittige gemakker forvilder de uheldige middelklassefolk hr. og fru Wadhurst fra Malaya (Hallard og Crowe) sig og bliver bogstaveligt talt viklet ind i de fine kredses verden.

Men det afsluttende værk er måske det mærkeligste. Som en dæmpet Somerset Maugham-historie er det en meget nøgtern og klarsynet undersøgelse af ting, der går galt. Og derefter bliver værre. Der er få grin. Luften synes at rense sig, og vi står tilbage og kigger meget ransagende på os selv. Trods al munterheden er der intet morsomt ved et liv, der kører af sporet, eller ved ikke at få det, man tror, man ønsker sig dybere end noget andet. Det er køligt, distanceret, sparsomt og nådesløst, og det leverer et lussing-slag, der sender os hjemad med flere tanker i hovedet end huskede vittigheder. Er det dét, livet handler om? Coward dvæler ikke et øjeblik længere end nødvendigt for at lade den tanke lande i vores sind. Og resten, synes han at antyde, er op til os selv at gå ud og få styr på.

En bemærkelsesværdig samlet pakke, som vil vække misundelse hos mange andre teatre i byen og i landet. Genialt.

Spiller på Jermyn Street Theatre indtil 20. maj 2018

BESTIL BILLETTER NU TIL TONIGHT AT 8.30