ANMELDELSE: Translations, National Theatre ✭✭✭✭✭

Sophie Adnitt anmelder Brian Friels Translations, som netop nu kan opleves på Olivier Theatre i National Theatre.

Ensemblet i Translations. Foto: Catherine Ashmore Translations

National Theatre, Olivier

Fem stjerner

Bestil billetter Tilbage med en ny spilleperiode (omend med en delvis udskiftning af de medvirkende), retfærdiggør National Theatres 2018-opsætning af Brian Friels Translations i den grad sin tilbagevenden til Olivier-scenen.

Stykket udspiller sig i 1830'ernes Irland og følger et landsbysamfund, der må håndtere ankomsten af engelske soldater, som er i gang med at udarbejde et landmålerkort. De to grupper holder en varsom afstand til hinanden, indtil den fortabte søn Owen (Fra Fee) vender hjem i engelsk tjeneste som tolk. Owen har fået til opgave, sammen med den engelske løjtnant Yolland (Jack Bardoe), at fordanske områdets stednavne og dermed kaste generationer af historier, der skabte disse navne, over bord. Denne proces modtages med blandede følelser af Owens lokalsamfund, og tingene kompliceres yderligere, da Yolland begynder at forelske sig i Irland.

Dermot Crowley og Judith Roddy i Translations. Foto: Catherine Ashmore

Rae Smiths fremragende scenografi fylder Olivier-scenen med en pløjet, men utæmmet mark, som karaktererne skal forcere, og Neil Austins lysdesign er intet mindre end bjergtagende. På forunderlig vis lykkes det alligevel Ian Ricksons iscenesættelse at skabe en bemærkelsesværdig følelse af intimitet i det store rum. Især stykkets første del har en uventet varme, når landsbyskolelæreren Hugh (Ciarán Hinds) forsøger at undervise en klasse i latin, refererer til græske myter og udspørger eleverne om ords oprindelse. Ord er i fokus i dette stykke. Det er en hyldest til sproget, der næsten føles som en nekrolog; ærbødig over for fortiden og det ukendte (på et tidspunkt gentager Yolland dæmpet de irske stednavne, som Owen læser op, som var de en bøn).

Rufus Wright, Fra Fee, Jack Bardoe. Foto: Catherine Ashmore

Men selv med denne varme og disse rytmer, der virker indgroet i folk, bliver alt rystet af Owens ankomst. Fra Fee leverer en fænomenal præstation og spiller indledningsvist Owen med en jovialitet, der virker påtaget og straks skiller ham ud fra sin egen familie. Senere taler han om sit hjemland med et nærmest hånligt drag om munden, som en person, der flygtede fra sin lille hjemby til storbyen og aldrig havde tænkt sig at vende tilbage. Han er nærmest flov over sin fortid og sit ophav og er åbenlyst vantro over for Yollands beundring af det. Det er en fascinerende og kompleks skildring, især da hans valg endelig indhenter ham, og han står splittet mellem to verdener; irsk og engelsk, fortid og fremtid, tradition og fremskridt. Tankerne står skrevet tydeligt i hans ansigt.

Blandt de øvrige medvirkende giver Jack Bardoe Yolland en oprigtighed og ungdommelig åbenhed i sin professionelle teaterdebut. Judith Roddy bringer en bemærkelsesværdig værdighed og ædelhed til den viljestærke Maire, og Liadán Dunlea er utroligt gribende som den sky og nervøse Sarah, hvis egne ord svigter hende, når hun har allermest brug for dem. Det faktum, at Dunlea formår at formidle en hel usagt historie for Sarah i baggrunden af sine mere talende bofæller – bare læg mærke til, hvordan hun reagerer på alle omkring sig – er ekstraordinært.

Jack Bardoe og Judith Roddy. Foto: Catherine Ashmore Og så er der Ciarán Hinds, som fra det øjeblik han træder ind på scenen, får én til at tro på, at han er til stede – han befinder sig i Baile Beag i 1833, og der er intet publikum her, kun Hugh, der fuldt ud bebor stykkets verden. Som Hugh svinger Hinds mellem fordrukken utilstrækkelighed og skarp intelligens, alt imens hans autoritet langsomt smuldrer sammen med den livsstil, han altid har kendt. Mod slutningen af stykket ser Hinds som Hugh så intenst på Fee som Owen, at det er en overraskelse, han ikke brænder huller direkte igennem ham. Hans afsluttende tale, en beruset recitation af Vergils Æneiden, får et ellers uroligt og hostende publikum til at sidde bumstille og tryllebundne. ”Ord er signaler,” siger Hugh, ”De er ikke udødelige.” Det er en tanke, som hans søn rører ved tidligere i forløbet, da Owen protesterer: ”Det er bare et navn,” angående den engelske soldats gentagne forkerte navngivning af ham. Det antyder, at selvom dette er et stykke om ord, så er det så meget mere. Det er et stykke om uundgåelighed og et gradvist, ustoppeligt tab, og om at være splittet mellem to steder uden nogensinde at føle sig helt ’nok’ nogen af stederne. Translations er en enormt kraftfuld og imponerende iscenesat forestilling, der i den grad beviser sit værd som en af årets vigtigste teateroplevelser. Gå ikke glip af den.

BESTIL BILLETTER TIL TRANSLATIONS