ANMELDELSE: Twang!, Union Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Lionel Barts musical Twang!, der lige nu oplever en sjælden revival på Union Theatre i Southwark.

Twang!!

Union Theatre

13. april 2018

3 Stjerner

Bestil Billetter Lionel Bart, sangskriveren bag fænomenet 'Oliver!' og epokedefinerende pophits som Sir Cliffs 'Livin' Doll', var den ubestridte konge af britisk sangskrivning. 'Twang!!', med sine dobbelte udråbstegn, var forestillingen, der fældede ham – den udraderede hans formue, ødelagde hans karriere og efterlod kun kunstnerisk og personlig glemsel frem mod hans død i anonymitet i 1999. Der er en vis morbid fascination ved nu at kunne inspicere ulykkesstedet i denne opsætning på Union Theatre, der er vækket til live med en næsten uforståelig entusiasme.

Barts forlæggere har haft succes med at relancere de to efterfølgere til 'Oliver!', nemlig 'Blitz!' og 'Maggie May', men 'Twang!!' har indtil nu modstået ethvert forsøg på genoplivning. Forestillingen var berygtet kaotisk, ikke mindst fordi den manglede et sammenhængende manuskript. Derfor inviterede rettighedshaverne klogeligt branchefolk til at byde ind på at forbedre værket. Vinderen blev Julian Woolford, leder af musicaluddannelsen ved Guildford School of Acting (GSA), som har skrevet et nyt manuskript til denne version.

Hans valg må respekteres. Han har bevaret sangene fra den originale partitur, men har også presset 'Livin' Doll' ind (gud ved hvorfor) samt et væld af referencer til andre musicals i det, der nu minder om en 'parodi over parodier'. Hvis den slags falder i din smag, så læs endelig videre.

Første akt føles som en endeløs strøm af interne musical-jokes og en humor, der minder om de sene 'Carry On'-film – en insisterende besættelse af platte lummerheder. Hvis du elsker den slags, skal du bare klø på. Mod pausen begynder et plot at tage form, der minder en del om Errol Flynn-filmen, og i anden halvleg får narrativet heldigvis et løft, så forestillingen endelig får noget dramatisk tyngde. Det var også på tide. Men at blive mindet om bedre fortolkninger af Robin Hood-myten gavner ikke ligefrem denne produktion.

Alle de sædvanlige, forudsigelige træk bliver eksekveret frem mod en finale, der desværre trækkes i langdrag med en komplet gennemgang af Sir Cliffs store hit. Undervejs er der kun én Bart-sang, der for alvor fænger: 'I've Got A Handful Of Songs To Sing You' er et virkelig fint nummer, som desværre drukner i bjerge af camp-humor og billige hentydninger. Manuskriptet minder os konstant om andre – og langt bedre – musicals, hvilket blot fremhæver alt det, denne forestilling mangler.

Det er en skam. Der er øjeblikke, hvor man tænker: 'Hov, den joke var faktisk ret god'. Men Woolfords værktøjskasse er så overlæsset, at der ikke er plads til at trække vejret. Bryan Hodgsons instruktion følger loyalt teksten, men han formår ikke at puste liv i denne velbevarede, men statiske krop. Som en årsafslutning på en teaterskole ville det have masser af charme, men som et selvstændigt værk giver denne version mest af alt svar på, hvorfor det var så kolossalt en fiasko i første omgang.

Til gengæld kan man beundre Mitchell Harpers energiske koreografi og Ben Jacobs' stilfulde lyssætning. Justin Williams og Jonny Rust har skabt endnu en flot scenografi, der udnytter Union Theatre optimalt. Penn O'Garas kostumer er måske det mindst opfindsomme; replikken 'Velkommen til tresserne... 1160'erne' antyder en spændende retning, som aldrig rigtig bliver forfulgt. Castet knokler utrætteligt, men hæmmes af tunge kostumer og parykker, der ikke ligefrem emmer af den seksualitet, manuskriptet ellers lægger op til. Senere producenter af denne musical (hvis der kommer nogen efter 53 års ventetid) kunne med fordel skele til den minimalistiske tilgang i f.eks. 'Chicago' – i teatret er 'less' ofte 'more'.

Til slut må vi tage hatten af for det seje ensemble. Peter Noden er en sympatisk Robin, Kweeva Garvey en strålende Marian, og Joe Rose får god fart på som Much. Jessica Brady gør et selvsikkert indtryk som Delphina Leuves-Dick (forstod I den?), mens Christopher Hewitt spiller en Sheriff af Nottingham i stil med Victor Spinetti. Kane Verrall kører på alle cylindre som Will Scarlett og sprudler af energi. Det er virkelig en talentfuld flok, der gør alt, hvad de kan, for at løfte materialet.

Henry Brennan holder musikken kørende gennem det citat-tunge partitur og giver Barts sange mere kærlighed, end de måske fortjener. Nick Anderson sidder ved trommerne, og James Hudson spiller guitar.

Ingen kan anklage holdet for ikke at kæmpe for sagen. Det forlyder, at publikum ved premieren tog godt imod de mange klicheer. Jeg håber det bedste for dem, men på anmelderaftenen har jeg sjældent set en sal blive tømt så hurtigt og lydløst bagefter. Det er næsten synd for et kompagni, der forsøger det umulige: At hylde en af musicalhistoriens største forfattere ved at give et af hans 'tabte børn' en ny chance. Det er et heroisk forsøg, og jeg tvivler på, at nogen kunne have gjort det ret meget bedre under omstændighederne.

Spiller til 5. maj 2018. Fotos: Anton Belmonté

BESTIL BILLETTER TIL TWANG! PÅ UNION THEATRE HER

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at modtage nyheder om andre spændende Off West End-produktioner