ANMELDELSE: Twelve Angry Men, Garrick Theatre ✭✭✭

Tolv vrede mænd Twelve Angry Men Garrick Theatre 12. november 2013

Reginald Rose vidste præcis, hvordan man opbygger et stykke dramatik, og han mestrede kunsten at skrive skarpe, præcise dialoger, der føltes ægte og vedkommende. Hans ord udviklede karaktererne, var enten morsomme eller eftertrykkelige (eller begge dele) og tjente altid fortællingen ubesværet. Hans mest berømte værk er, med god grund, Twelve Angry Men, som netop nu kan opleves i en nyopsætning på Garrick Theatre i en iscenesættelse af Christopher Haydon.

Stykket omhandler en udelukkende mandlig jurys votering i en drabssag – ved stykkets begyndelse mener 11 nævninge, at den anklagede er skyldig, men ved tæppefald afgives en kendelse om frifindelse. Det lyder altid som om, stykket handler om retfærdighedens hellighed, men det gør det ikke: Det handler om almindelige mennesker i en usædvanlig situation og om den rolle, helt almindelige borgere spiller i et velfungerende samfund. Samtidig er det en alvorlig og dybdegående undersøgelse af, hvordan fordomme kan ødelægge liv.

På mange måder er stykket gammeldags, men det er snarere en styrke end en svaghed. Det løfter sig for alvor, når skuespillerne er dygtige (og subtile) nok til at ramme deres karakterer præcis – ingen er ens – og repræsenterer et bredt tværsnit af samfundet.

I dagens Danmark kan det undre, at forestillingen ikke spiller uden pause; intensiteten kan sagtens bære det, og med en spilletid på under to timer ville det skabe et mere uafbrudt flow.

Manuskriptet kræver stort set intet af scenografien, men her er produktionen godt hjulpet på vej af Michael Pavelkas snilde set-design (inklusiv et drejebord til nævningene, som man aldrig ser bevæge sig, selvom det jævnligt gør det) og Mark Howlands stemningsfulde lyssætning.

For at fungere optimalt kræver stykket dog tolv fremragende skuespillere, hvor ingen føler behov for at overstråle de andre. Hver karakter har sit øjeblik i rampelyset, og dramaet står stærkest, når det får lov at udfolde sig som den symfoni, det i virkeligheden er – hvor intensiteten stiger til et crescendo for derefter at klinge ud, for så at bygge sig op igen og igen, alt efter hvilke nævninge eller "instrumenter" der træder i forgrunden.

Der er dog fem nøglenævninge (nr. 3, 4, 8, 9 og 10), som bærer de centrale passager på deres skuldre.

Martin Shaw er formidabel som nummer 8, nævningen der tror på begrundet tvivl og langsomt får de andre til at skifte mening. Robert Vaughn gør det fint som den ældre herre, nummer 9, men han læser mange af sine replikker (fra et manuskript der tydeligvis er gemt på bordet) og man tager ham ofte i at øve replikkerne, før de skal siges. Men når han er til stede i øjeblikket, er han fængslende.

Jeff Fahey (nr. 3, den sårede far med et indgroet had til ungdommen) og Miles Richardson (nr. 10, den racistiske stodder) magter ikke helt udfordringen i deres afskyelige karakterer, og desværre går centrale dramatiske øjeblikke tabt. Det kan bunde mere i instruktørens valg end i skuespillernes evner, for begge virker til at kunne levere varen. Men den ægte nerve, som hver af de to nævninge kan skabe, bliver aldrig helt fundet her.

Denne aften spillede Luke Shaw rollen som nummer 4, og han var på ingen måde overbevisende. Der er en iskold kerne og en urokkelig overbevisning hos nummer 4, som helt manglede her. Nummer 4 er lige så fuld af fordomme som nummer 10, de handler bare om hans egen overlegenhed. Det er en bærende del af dramaet, og uden det mister stykket meget af sin tyngde.

Martin Turner (nr. 11, immigranten) og Nick Moran (nr. 7, baseball-entusiasten) er begge helt fremragende i deres karaktertegninger, selvom de begge godt kunne arbejde lidt mere med accenten og replikkernes rytme.

Robert Blythe (6), Edward Franklin (5) og Jon Carver (suppleant for formanden) klarer sig alle beundringsværdigt; de øvrige knap så meget.

Det er en seværdig aften i teatret, absolut medrivende, men den når aldrig det niveau af spænding, man kunne forvente. Og det skyldes tilsyneladende ikke holdet på scenen. Det skyldes snarere en lidt tam instruktion, der lægger mere vægt på bevægelse end på de gaver, som dialogen og plottets vendepunkter tilbyder.