ANMELDELSE: Violet, Charing Cross Theatre ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Jeanine Tesori og Brian Crawleys musical Violet, som nu spiller på Charing Cross Theatre.

Ensemblet i Violet. Foto: Scott Rylander Violet Charing Cross Theatre, 21. januar 2019 4 stjerner Book Nu Der er masser af grunde til at fejre denne nyeste produktion på den kunstneriske leder Thom Southerlands hjemmebane; først og fremmest et fantastisk partitur, en strålende præstation og et vidunderligt nyt design af teatersalen.  Det er endnu en fjer i hatten til Southerlands forvandling af spillestedet og tegner godt for fremtiden for ejerne Steven Levy og Sean Sweeneys usædvanlige hus: et West End-teater i miniformat med lidt over 260 pladser, der bringer intimiteten fra Off-West End- eller Fringe-produktioner direkte ind i hjertet af byen.  Denne satsning – den professionelle britiske premiere på et 20 år gammelt show af komponisten Jeanine Tesori og tekstforfatteren Brian Crawley – er et dristigt træk fra de faste producenter Levy og Vaughan Williams, og det markerer samtidig starten på et bemærkelsesværdigt nyt samarbejde med Umeda Arts Theatre Co, Ltd. fra Osaka, Japan. Matthew Harvey (Monty) og Kaisa Hammarlund (Violet) i Violet. Foto: Scott Rylander Hovedattraktionen her er uden tvivl Tesoris forbløffende smukke og iørefaldende musik: Det er et festfyrværkeri af skønne melodier og levende rytmer, leveret med spektakulært fyldige orkestreringer af Rick Bassett, Joseph Joubert, Buryl Red og Jason Michael Webb. De spilles af et band på 9 mand bestående af tangenter, guitarer, strygere og slagtøj, alt sammen ført an med mesterlig elegance af Dan Jackson.  Vokalarrangementerne for de 12 medvirkende er endnu mere vidunderlige og får det bedste ud af den flotte sang fra dette stærke hold, der virkelig får lov at stråle i forestillingens pragtfulde kornumre (bare vent til slutkoret: du vil ønske, det aldrig stopper!). Kieron Cook (Faderen), Rebecca Nardin (Unge Violet) og Kaisa Hammarlund (Violet) i Violet. Foto: Scott Rylander Morgan Large har igen fået ansvaret for scenografien af det rustikke, træbeklædte scenerum, og hans tilføjelse af en drejescene til det nu forskudte 'in-the-round' sceneområde er genial: Det får det meste ud af de få rekvisitter og giver en tiltrængt følelse af bevægelse i en historie, der – trods alt – handler om en rejse.  En bustur: fra Spruce Pine, North Carolina til Tulsa, Oklahoma i en Greyhound-bus, på en desperat og passioneret pilgrimsrejse for den vansirede titelperson, der forsøger at finde forløsning gennem sin tro.  Det er en sær fortælling, baseret på værker af den akademiske novelleforfatter Doris Betts.  Man fristes til at tænke på andre musicals baseret på odysséer (f.eks. Candide) og reflektere over, hvor svære de er at få til at fungere: hvordan deres hovedperson altid synes at glide væk fra os. Kenneth Avery Clark (Prædikanten) og ensemblet i Violet. Foto: Scott Rylander I mindre kyndige hænder kunne dette let være faldet til jorden, men hovedrolleindehaver Kaisa Hammarlund er fuldt på højde med rollens mange faldgruber. Med hver en fiber i kroppen får hun os til at tro på denne triste og ensomme kvinde, der kæmper med arrene fra barndommen og sin bitre vrede mod faren, der måske lod det ske, og den fordrukne kirurg, der gjorde for lidt for at genoprette hendes ansigt.  Ja, det er endnu en historie om kvinder som ofre for magtfulde – og fejlbarlige – mænd.  Og stykket synes bevidst at ville prædike for os om, hvor slemt det står til, og hvor dårligt vi bør have det med det. Angelica Allen (Music Hall Singer) og ensemblet. Foto: Scott Rylander Det er måske en fin mission, men det skaber ikke nødvendigvis stor dramatik.  Faktisk er forestillingen jævnligt blevet kritiseret for svagheder i karaktertegningen og en manglende troværdighed i de forskellige relationer, der rulles ud til nærmere eftersyn.  Disse problemer består her, selvom instruktør Shuntaro Fujita (fra Osaka) gør alt tænkeligt for at holde tempoet oppe og distrahere os mest muligt fra manglerne – ikke sjældent på bekostning af historiens dramatiske nerve og publikums engagement.  Cressida Carre gør det samme med sin koreografi (selvom vi ser for lidt til den, og det, der er, ikke får plads til at folde sig ordentligt ud).  Og castet kaster masser af talent ind i deres roller. Matthew Harveys fint lyriske forfører, Monty, er atletisk og charmerende, men manuskriptet lægger den ene hindring efter den anden i vejen for at gøre ham til en troværdig karakter.  Hans modstykke er hans (tilsyneladende) bedste ven og rival, Jay Marshs solide, men oprigtige Flick – en endnu mindre sandsynlig personlighed.  Ligesom med alle de andre gør det ikke så meget, når de synger Tesoris henførende musik – så glemmer man de mærkværdige plotlinjer.  Men i det sekund musikken stopper – ofte ret brat, når den rammer det tungere manuskript – dør magien øjeblikkeligt. Janet Moody (Gammel dame), Rebecca Nardin (Unge Violet) og Kaisa Hammarlund (Violet) i Violet. Foto: Scott Rylander De øvrige medvirkende har det endnu sværere med endnu mindre substans at arbejde med: Keiron Crook er en indstændig far; Kenneth Avery Clark gør sit yderste for at finde humoren i Crawleys flade replikker som prædikanten – hvis bare instruktøren ville hjælpe ham lidt mere – for der er ellers ikke meget at smile af i denne triste historie; de fantastiske Simbi Akande og Angelica Allen er grusomt underudnyttede i deres optrædener som Lula og Music Hall Singer (og jeg troede ellers, dette show handlede om 'female empowerment'?).  Husets faste skuespiller James Gant leverer endnu en god birolle som Leroy, Danny Michaels er en intenst overbevisende Billy Dean, og Janet Mooney fokuserer alt, hvad hun kan, på rollerne som den gamle dame og hotel-prostituerede.  (Nej, dette er IKKE et manuskript, der skyr stereotyper!)  Men den flotteste birolleindsats tilhører absolut Unge Violet, som til premieren blev spillet af den modige og gamin-agtige Amy Mepham, der voksede mærkbart i løbet af aftenen og fandt en overbevisende stemme.  Hendes rolle er langt mere tiltalende end Crawleys øvrige pigestjerner. Ikke desto mindre føles det store dele af tiden, som om vi betræder alt for velkendt terræn med referencer til alt fra 'Vredens druer' til 'The Rainmaker' og, gang på gang, 'Troldmanden fra Oz'. Og alligevel, alligevel, alligevel...  Når de synger, holder man op med at bekymre sig om tekstens mangler.  Ja, der er stadig noget at lære omkring lyden i den nye sal, og Andrew Johnsons lyddesign vil utvivlsomt finde sin form i løbet af spilleperioden.  Howard Hudsons ekspertskabte lys er derimod helt i øjet; det understøtter rejsens episke vingefang, mens det drager os ind i den private verden hos disse små mennesker med store følelser.  Mit hjerte vil gerne give deres samlede indsats fire stjerner, men jeg ved bare, at instruktionen vil trænge sig på og skubbe mig væk fra deres kamp, så jeg kun kan give tre.  Det føles lidt uretfærdigt mod de enorme kræfter, der er lagt i dette værk.  Så ved du hvad – jeg ignorerer de kølige overvejelser og går med det, som musikken stadig synger i min sjæl...

BOOK BILLETTER TIL VIOLET