ANMELDELSE: Wonderful Town, Ye Olde Rose and Crowne Pub Theatre ✭✭✭✭

Wonderful Town

Ye Olde Rose And Crowne Pub Theatre

14. oktober 2016

Da Tim McArthur og Aaron Clingham startede dette pub-teater for otte år siden, gad jeg vide, hvor mange der egentlig regnede med, at det hurtigt ville blive et af de steder, man tager hen for at opdage nye talenter, se fantastiske forestillinger, der sjældent rammer de gængse scener, og få en helt igennem pragtfuld teateroplevelse. Nu har de gjort det igen med denne forfriskende og fascinerende opsætning af efterfølgeren til 'On The Town' fra 1953, og i går aftes var der proppet til sidste plads for at se resultatet.

McArthur, som her instruerer sammen med det strålende nye assistenttalent (og velkendte ansigt på teatret) Jamie Birkett, åbner spillestedet op som en åben plads med publikum på tre sider. Bevillingsregler betyder, at man enten skal have et fuldt orkester til denne forestilling eller nøjes med et enkelt klaver: Da der ikke er plads til et helt band i dette intime lokale, finder vi Clingham ved siden af scenen bag et beskedent opretstående klaver. Dette valg præger resten af produktionen: Med den konsekvens og sammenhængskraft, som teatret er blevet berømt for, følger scenografien det samme minimalistiske princip. Vi præsenteres for et næsten tomt rum, der visse steder er understøttet af podier med geometriske udskæringer, der minder om New York Citys skyline. Bagvæggen er dækket af en collage af avisudklip – hele historien handler trods alt om folk fra aviserne, der enten vil skrive i dem eller skrives om – og avispapiret går igen på rekvisitterne og den enlige vinduesramme.

Skuespillerne har til gengæld fået smukke, koordinerede kostumer, der afspejler de monokrome nuancer fra sort-hvid fotografering eller sepiatonernes grafiske udtryk, kun afbrudt af et lejlighedsvist glimt af postkasserød avisfarve. Det er et lækkert look skabt af Ben Hathaway, og det hele er belyst med enkel diskretion af Sky Bembury. Der er adskillige sceneskift, men lyssætningen – uanset om den virker naturlig eller stemningsfuld – føles altid realistisk forankret i scenen, lige med undtagelse af en romantisk detalje til allersidst, som tager pusten fra én. Selve spillestilen er dog langt mere kompleks.

Forestillingens stil er resultatet af de mange kreative kræfter, der tilsammen udgør dens DNA. De oprindelige selvbiografiske noveller af Ruth McKenney udkom i The New Yorker i slutningen af 1930'erne. De blev senere til skuespillet 'My Sister Eileen' af Joseph Fields og Jerome Chodorov i 1940. Samme makkerpar bearbejdede derefter deres version til musicalens manuskript, og tingene blev kun endnu mere indviklede med komponisten Leonard Bernstein og hans to tekstforfattere, Betty Comden og Adolph Green. De fleste i dag kender dog nok primært filmatiseringen fra 1955, som var baseret på det oprindelige teaterstykke – der i øvrigt også var blevet filmet ti år tidligere.

Det her er meget New York. Et konstant virvar af indflydelser og skæbner, der krydser hinanden, hvor skuespillerne er stuvet sammen på mindst mulig plads – det meste foregår i en snoldet kælderlejlighed, der jævnligt rystes af den dundrende støj fra højbanen, mens karaktererne gnistrer mod hinanden på overraskende kreative måder. Og det er i virkeligheden dét, snarere end den tynde handling, forestillingen handler om, og denne opsætning leverer det fornemt.

Lizzie Wofford spiller den centrale 'fortællerstemme', Ruth: En klog, talentfuld og ambitiøs kvinde, der i 1935 ankommer til Amerikas økonomiske og kulturelle hovedstad sammen med sin søster Eileen, spillet af den charmerende Francesca Benton-Stage. Da den første begejstring har lagt sig, møder de en lang række udfordringer, ofte præget af gammeldags sexisme, fra beundrere som Baker (Aneurin Pasco), Frank (Hugo Joss Catton) og Chick Clark (Ashley Holman), en skør italiensk restaurantejer (Joe Goldie), charmøren Valentin (Jon R Harrison), den lokale prostituerede, hvis lejlighed de har overtaget – inklusiv besøg fra hendes tidligere klientel – Violet (Leah Pinney) og deres håbefulde kunstner-udlejer i Greenwich Village, Appopolous (Nik Chiappetta). Der er ikke megen opbakning at hente fra veninden Helen (Francesca Pim) og hendes frygtindgydende mor, Mrs Wade (Laurel Dougall), eller de afbrydelser, der følger med Kitty Whitelaws bud-barn (komplet med fantastiske Charlotte Greenwood-agtige spark), eller ensemblet flittigt spillet af Lucie Horsfall og Anna Middlemass.

Midtvejs i første akt ser det sort ud: Et middagsarrangement ender som en katastrofe, og pigerne mister modet. Men så indser vi, at noget usædvanligt er under opsejling: Der er en anden faktor i spillet, som vi knap lagde mærke til (og som anmeldere ofte overser). Helen har fået en kæreste, den letpåklædte fodboldspiller Wreck (Simon Burr), der er lige så uvidende og sorgløs omkring sin maskulinitet, som de andre mænd er bundet ind i knuder af angst og spændinger. Hans nummer, 'Pass the Football', er faktisk forestillingens oversete vendepunkt; herfra begynder tingene at vende til pigernes fordel. Det er ånden af at kæmpe sig gennem alle modgangstider, der giver dem modet til at overvinde byens udfordringer. Wrecks funktion er symbolsk snarere end direkte indgribende: Ruth og Eileen finder selv vejen, men de kommende forandringer varsles af denne 'proto-nye mand', der uforstyrret hænger ud i en lejlighed hos to enlige kvinder, kun iført undertrøje og shorts, mens han tilfreds stryger læg i deres kjoler. En lignende type dukker op i anden akt i skikkelse af en vidunderlig flok irske taxachauffører, hvor Jack Keanes Lonigan viser sig som en særdeles charmerende repræsentant.

Vi har allerede bemærket, hvor let og næsten ubetydelig plottet er, men det er blot en ramme for at komme fra den ene interessante idé til den næste. Det er selve idéerne, der løfter denne forestilling ind i usædvanligt terræn. For eksempel tørrer sangene i midten af 1. akt ud i et stykke tid, mens vi for alvor lærer karaktererne at kende. Vi genkender, hvor meget de ligner os selv på trods af tid og sted; vi opdager, hvor meget vi har til fælles med deres psyke, motivationer, følelser og håb. Gradvis begynder søstrene fra Ohio at stå på egne ben med klog elegance og humor. Da det endelig lykkes for Ruth, kan hun ikke holde følelserne tilbage: Baker, der har hjulpet hende og i vores øjne er vokset med opgaven, spørger: 'Er der noget galt?' Ruth svarer: 'Nej. Jeg har bare allergi... over for gode nyheder.'

Samme lethed præger det vittige og livlige manuskript og holder os helt på de tilrejsendes side. Teksten er sofistikeret og kulturrig med klassisk komisk timing: Det stiller krav til levering, præcision og bevægelse. Repertoireteatret på Ye Olde Rose and Crowne har dog gjort det til sin mission at være et sted, hvor unge talenter kan finpudse deres håndværk i krævende stykker. Og for at give livligheden et fysisk udtryk står den nye koreograf i byen, Ian Pyle, for et fantastisk stykke arbejde. Pyle lader hvert nummer have sin egen stærke karakter og stil: I hans hænder har de store shownumre aldrig set bedre ud: 'Swing' og den overstrømmende 'The Wrong-Note Rag' i anden del vil vække gåsehud og blive siddende i kroppen længe efter, man har forladt salen.

Og alt dette kan man få med en simpel tur med undergrunden til Walthamstow og en billet til en rimelig pris. I en tid, der indimellem kan føles lidt dyster, må man sige, at vi har brug for at blive mindet om, at London – præcis som New York i denne fortælling om provinsfolk i storbyen – er en 'wonderful town'.

Spiller til 22. oktober

BESTIL BILLETTER TIL WONDERFUL TOWN