INTERVIEW: Dramatiker Diane Samuels fortæller om forestillingen Kindertransport

Dramatiker og forfatter Diane Samuels fortæller her om sit skuespil Kindertransport og de virkelige begivenheder, der inspirerede det.

Kindertransport-dramatiker - Diane Samuels Kan du fortælle os lidt om historien bag Kindertransport?

Mellem 1938 og udbruddet af Anden Verdenskrig blev næsten 10.000 børn, de fleste af dem jødiske, sendt af deres forældre fra Tyskland, Tjekkoslovakiet og Østrig i sikkerhed i Storbritannien. I mit stykke kommer niårige Eva (baseret på flere børns faktiske oplevelser og udviklet som en fiktiv karakter) til Manchester, hvor hun bliver passet af Lil. Da det ikke lykkes Evas forældre at flygte fra Tyskland, falder hun til i det engelske liv, og efter krigen skifter hun navn, bliver adopteret af sine plejeforældre og vælger at fortrænge sit smertefulde tab og sin baggrund.

I stykket bliver Evelyn, der nu er i halvtredserne, konfronteret af sin egen datter, Faith, da denne finder nogle fotos og noter fra dengang gemt væk på loftet. Hvad inspirerede dig til at skrive et stykke om dem, hvis liv blev præget af Kindertransporten?

Tre hændelser førte mig til at skrive ”Kindertransport”. Den første var en samtale med en nær veninde sidst i tyverne, født ind i et trygt og komfortabelt hjem, som beskrev sin kamp med overlevelsesskyld. Hendes far havde været med Kindertransporten, og det slog mig, hvordan forældrenes følelser var blevet givet videre til hende i så høj grad.

Den anden var oplevelsen med en anden ven, som til sin fars begravelse overhørte sin mor mindes sin tid i Auschwitz. Indtil det øjeblik anede han ikke, at hans mor havde været i koncentrationslejr.

Den tredje var en skamfuld indrømmelse fra en 55-årig kvinde i en tv-dokumentar om Kindertransporten. Hun fortalte, at den følelse, hun følte stærkest over for sine døde forældre, var et raseri over, at de havde forladt hende – selvom det var det valg, der havde reddet hendes liv.

I 1989 var jeg selv ung mor til en søn på et år og gravid med mit andet barn, da jeg så denne dokumentar. Det ramte mig med det samme, hvordan forældre og børn kæmpede med denne desperate adskillelse.

Kunstnere drages ofte mod ekstremerne i den menneskelige erfaring for at reflektere over det ordinære. Jeg følte mig tvunget til at nå ind til kernen af dette uløselige dilemma. Spørg et barn, om de foretrækker at blive sendt væk i sikkerhed, hvis deres familie er i livsfare, og barnet vil i de fleste tilfælde sige, at de hellere vil blive og dø sammen med deres forældre. Spørg en forælder, hvad de ville gøre i samme situation, og de fleste ville sige, at de ville sende deres barn væk for at bringe det i sikkerhed. At være forælder er at leve med denne skjulte modsigelse. Jeg ville forsøge at se den i øjnene.

Vi har forstået, at du er vokset op i et tæt jødisk samfund – følte du en personlig forbindelse til historien?

Jeg voksede op i et tæt jødisk samfund i Liverpool i 1960'erne og 70'erne. Jeg lærte om jødisk historie, og Holocaust fik den nødvendige opmærksomhed. Men der var aldrig tale om Kindertransporten.

Årsagerne til dette hænger sammen med ”de børns” (Kinderne) indre liv. Mange valgte simpelthen ikke at diskutere eller tale om, hvor de kom fra, eller hvordan de kom hertil. I deres voksne liv havde de fokuseret på at skabe en karriere, stifte familie og ”lægge fortiden bag sig”.

Da jubilæet kom i 1989, var de yngste fra Kindertransporten – der som spædbørn var rejst over Europa og Nordsøen i armene på ældre børn – i halvtredserne, mens teenageflygtningene var i tresserne. Den sene overgangsalder er et tidspunkt, hvor livet indhenter én.

I 2019 er det 80 år siden Kindertransporten og 25 år siden, du skrev stykket. Mener du, at historien stadig føles aktuel i dag i et samfund, hvor mange føler sig fordrevet? Kan vi drage paralleller til den nuværende migrationskrise?

Mennesker vil altid blive fordrevet, flytte sig rundt på kloden og forlade deres hjem. Voldelig fordrivelse har langsigtede konsekvenser såvel som kortsigtede udfordringer. Stykket giver publikum en chance for at reflektere over de langsigtede, dybe følelsesmæssige og psykologiske effekter, mens nyhederne ofte fokuserer på den akutte kamp for overlevelse. Spørgsmålet til dem, der har et hjem, er, hvordan man – ligesom karakteren Lil – kan tilbyde hjælp. Nogle ting står ikke til at ændre. Men det gør andre.

Mange af de oprindelige ”Kinder”, der nu er højt oppe i årene, har været med til at lægge pres på den britiske regering for at give børneflygtninge lov til at komme til landet.

Hvad tror du det er ved denne historie, der fortsat vækker så stærk genklang hos nutidens publikum?

Stykkets kerneemne er adskillelse – af barnet fra moderen. Ethvert menneske oplever dette oprindelige tab ved fødslen og på forskellige måder gennem opvæksten. Det sker for os alle.

Mit fokus, da jeg skrev stykket, var også at udforske det indre liv, hvor minderne formes af traumer, og hvor historie møder fortælling. Formålet var at få psykologisk og følelsesmæssig indsigt i, hvordan en skadet psyke kan overleve, måske hele, og om der nogensinde bliver mulighed for at blomstre igen. Denne indre rejse er, hvad Kindertransport også tilbyder hver enkelt publikummer, hvis de vover at tage med, uanset hvor eller hvornår de lever.

Selve stykket er en kommentar til mange ting udover historien om Kindertransporten. Kan du fortælle lidt om disse temaer, og hvordan stykket udforsker dem?

Som nævnt ovenfor – adskillelse. Mor-datter-forhold. Hvordan et barn kan arve traumer fra en forælder, som om de selv havde oplevet det. Hvordan traumer påvirker mennesker, og hvordan frygt bæres videre ind i alle oplevelser, hvilket gør det svært at føle sig tryg. Hvordan føler man sig tryg? Hvordan heler man? Jeg håber, at det at fortælle historien kan være en del af denne heling for folk individuelt og kollektivt.

Suzan Sylvester spillede Faith i den oprindelige produktion af Kindertransport og er nu tilbage på scenen som Evelyn, Faiths mor – mener du, at dette har tilført rollen noget særligt, og hvordan har det været at arbejde med Suzan igen?

Det er vidunderligt at se Suzan igen og se, hvordan stykket berører livet for dem, der arbejder med det, også uden for scenen. Sarah Shanson, der spillede den første Eva i 1993, hvor Suzan spillede Faith, kom til en forpremiere på Queen’s Theatre, Hornchurch. Hun var 13, da hun spillede Eva, og nu er hun midt i trediverne og har selv børn.

Denne opsætning af Kindertransport bruger både tyske og engelske skuespillere. Giver det en ny dynamik til stykket for dig?

Jeg elsker den europæiske sensibilitet i Anne Simons instruktion, som bringer friske og modige valg med sig. Det er en genial idé at gøre dette til en britisk-europæisk samproduktion.

Hvor mange opsætninger af Kindertransport har du set? Er der noget, der gør denne nye opsætning særlig for dig?

Alt for mange til at tælle. Men jeg har aldrig før set Faith interagere direkte med Eva, som hun gør i 1. akt. Meget interessant.

Hvad er det næste for Diane Samuels?

I de senere år er musik begyndt at spille en større og større rolle. Jeg skriver saftige, betydningsfulde roller til kvinder i alle aldre, hvor de både skal tale og synge. Jeg stiller universelle spørgsmål gennem dybt personlige historier – episk-intimt drama, der er multidimensionelt.

Lige nu arbejder jeg sammen med komponisten Gwyneth Herbert på THE RHYTHM METHOD, en musical-kærlighedshistorie om prævention, støttet af Wellcome Trust. Der var forpremiere på Bush Theatre Fertility Fest og Landor Theatre i maj 2018.

Jeg lægger også sidste hånd på WALTZ WITH ME, et nyt stykke med musik, inspireret af Mother Cornelia Connellys bemærkelsesværdige ægteskab, liv og arbejde. Det forventes at få verdenspremiere i New York på Connelly Theater i 2019.

Og så forbereder jeg koncerter i St James’ Church i London med SONG OF DINA, en semi-opera med Maurice Chernick, som giver stemme til Dina, den tavse søster til Josef fra ”Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat”, i foråret 2019.

LÆS MERE OM KINDERTRANSPORT-TURNÉEN HER