ANMELDELSE: Som man behager (As You Like It), Shakespeare's Globe ✭✭✭

Som man behager (As You Like It)

Shakespeare's Globe

25. maj 2015

3 stjerner

The Globe er et helt unikt teaterrum. Tilstedeværelsen af 'groundlings' – de glade publikummer, der står midt i begivenhedernes centrum blandt skuespillerne – ændrer alt. De er kommet for at få en god oplevelse, selv når den mørkeste tragedie udspiller sig. Det åbne rum, den friske luft og publikums forventninger skaber sammen en teatralsk atmosfære uden lige. Selv på Open Air Theatre i Regent's Park er følelsen ikke den samme; dér sidder publikum pænt og kigger på, mens man i the Globe indimellem må skubbes til side, bliver spyttet på eller gennemblødt af vand eller blod. Deres fysiske tilstedeværelse er en del af forestillingen. De kan ikke, og bør ikke, ignoreres.

Selvom dette gør rummet levende og spændende og giver instruktøren rige muligheder for opfindsom iscenesættelse, betyder det næsten altid tre ting: (a) en hel del råberi; (b) mangel på lyrik i tekstleveringen; og (c) platte jokes, gimmicks og rutiner for at få de stående publikummer til at grine. På godt og ondt, og med kun få undtagelser, er det præcis det, man får for pengene i the Globe.

Blanche McIntyres opsætning af Som man behager er ingen undtagelse. Hun bruger alle tricks i bogen for at gøre Shakespeares stykke letforståeligt (hvilket det er), vovet (hvilket det i høj grad er), engagerende (næsten konstant) og morsomt (ofte). Der er musik, dans, cross-dressing, et hjortekadaver, lystig skubben, en steppende klovn og en cross-dressing bryllupsgud. Der er masser at fryde sig over for publikum, sammen med et par "åh"- og "ih"-øjeblikke.

Overfladiske mennesker mener ofte, at "rigtige" skuespillere ikke laver musicalteater. Fortæl det til Judi Dench eller Jonathan Pryce, plejer jeg at svare, men der hersker utvivlsomt et snobberi, især hos de farligste af alle Guds skabninger: casting directors. Det fascinerer mig altid, at den slags folk ikke tøver med at caste en "rigtig" skuespiller i en musical, men affejer tanken om, at en musicalstjerne kunne være ideel til en teaterrolle. De, der tænker sådan, burde skynde sig til the Globe for at se Daniel Crossleys Touchstone – en så vittig, charmerende og overraskende klovn, som man overhovedet kan ønske sig.

Touchstone betragtes ofte som dræbende kedelig og er det tit i praksis. Men ikke her. Sammen skaber McIntyre og Crossley en ny tilgang, indfletter noget fantastisk stepdans (ikke kun med Crossleys fødder, men også metaforisk med skovens møer) og leverer en tør, charmerende og kløgtig Touchstone. Denne musicalstjerne lykkes, hvor mange en "rigtig" skuespiller før ham er fejlet.

Rosalind er en rolle, der har skudt gang i utallige karrierer for så forskellige skuespillere som Vanessa Redgrave og Adrian Lester. Michelle Terry påtager sig rollen her og leverer en selvsikker og meget humoristisk præstation, som man må beundre. Hendes karakter bygger på hendes begær efter Orlando – da han tager skjorten af og afslører sin veltrænede krop, er hendes højlydte suk, "Phwoar!", toneangivende. Derfra handler det blot om, hvordan hun kan manipulere tingene for at få det, som hun vil have det med Orlando.

Generelt kan man gribe Som man behager an på to måder: Enten handler det om Orlando og hans forvandling, eller også handler det om Rosalind, der udtænker planer for at få Orlando til at elske sig. De dygtigste instruktører forener begge dele, men det kræver et ensemble med helt jævnbyrdige evner. McIntyre vælger klogt at lade denne opsætning handle om Terrys Rosalind og hendes jagt på Simon Harrisons six-pack... jeg mener Orlando. Og Terry får derfor lov til at give den gas, hvilket hun gør helhjertet. Hun er en meget morsom og meget fysisk Rosalind, og hendes præstation er som manna fra himlen for publikum.

Men Terry har en meget bedre, mere subtil og lyrisk Rosalind i sig, og det ville være stort at se den version. At hun kan fremføre Shakespeare smukt og med teknisk overskud, står klart fra hendes roller hos National Theatre og RSC, og man får faktisk et glimt af hendes sande formåen i leveringen af epilogen her. Man kunne ønske, at der havde været mere lyrik og mindre lyst.

For sit vedkommende er Harrisons Orlando et mørkt muskelbundt, en slags Tarzan fra Ardennerskoven, der bare venter på at blive tæmmet. Der er ikke meget personlig forvandling i denne Orlando, men det er ikke ødelæggende. Mere frustrerende er det, at forvirringen omkring køn og den underliggende seksuelle uklarhed stort set ikke udforskes. Jo, der er et enkelt pirrende øjeblik, hvor Orlando ser ud til at ville kysse "drengen" Rosalind, men det er lige så kortvarigt, som det er intenst. Terry gør ikke det store for at antage mandlige træk i sin forklædning, men igen – set i forhold til forestillingens overordnede stil – er det ikke det store problem.

Som den kyniske (i moderne forstand) Jacques leverer James Garden en figur, der mangler melankoli, men til gengæld drypper af sarkasme. Resultatet er morsomt, men på en helt anden måde end forventet. Igen lider poesien og prosaen, men det er ikke det, McIntyre vælger at betone, så det er ingen overraskelse.

Ellie Piercy (Celia), Sophia Nomvete (Audrey) og Gwyneth Keyworth (Phebe) er alle livlige og underholdende på hver deres måde. Blandt mændene leverer Perri Snowdon, Jack Monaghan og Phil Whitchurch de bedste præstationer. David Beames er desværre ikke overbevisende i rollen som de to hertuger (han spiller både den fordrevne og ham, der fordriver) og er svær at forstå; William Mannering er for tam som Orlandos bror, Oliver, og man mærker ingen ægte bjergtagelse, da han ser Celia første gang.

Johnny Flynns musik er særpræget, men iørefaldende, og selvom den ikke rigtig fremmaner naturen eller skoven, er rytmen tydelig og stemningen ramt rigtigt de fleste gange. Andrew D. Edwards udbygger scenen i the Globe med lange ramper, så der er flere spillearealer og flere muligheder for at blande sig med publikum. Men hans måde at skabe Ardennerskoven på (lidt grønt, men søjler prydet med gyldne blade) er lige så overfladisk (og fungerende) som McIntyres vision om at vise forskellen i temperament og sensualitet mellem hoffet og det rustikke Arden.

Dette er ikke en sofistikeret eller særligt romantisk udgave af Som man behager. Men den er let underholdende, og der er ingen tvivl om den lystige fortællings retning. Den rå, vovede facon er så dominerende, at man næsten kunne kalde den "Sjov i skoven" i bedste Carry On-stil.

Og det er fair nok. Det her er the Globe, hvor folkelig appel er det vigtigste. Publikum bliver godt servet af McIntyre og hendes hold, anført af den energiske Terry.