ANMELDELSE: Beyond Bollywood, London Palladium ✭✭

Beyond Bollywood

London Palladium

11. maj 2015

2 stjerner

Forsøg på at overføre den indiske filmtraditions Bollywood-glans fra biograflærredet til de britiske teaterscener har haft en noget broget historie. Tilbage i 2002 var Andrew Lloyd Webber med til at opsætte Bombay Dreams på Apollo Victoria, og nu har Beyond Bollywood indtaget London Palladium frem til slutningen af juni. Umiddelbart virker Palladium som den helt rette scene til Bollywoods overstenede og ekstravagante selvsikkerhed. Uden for teatret på premiereaftenen stod paparazzierne klar til at forevige de stjerner, vi skulle se på scenen, og da tæppet gik for åbningsnummeret ’Namaste India’, virkede det som det perfekte match mellem Matchams overdådige teater og dansernes og trommeslagernes farverige kostumer og energi. Herfra gik det dog ned ad bakke, kun lejlighedsvis afbrudt af en række fine dansesekvenser i forestillingens anden halvdel. På mange måder minder problemerne om dem, kritikerne påpegede helt tilbage i 2002. Dengang blev Bombay Dreams kritiseret for at forsøge for hårdt på at tilpasse historie og format til vestlige konventioner og dermed miste forbindelsen til Bollywood-filmens kerne. Det samme gør sig gældende her.

Selve grundhistorien er egentlig fin: den følger den sædvanlige rejse fra fattigdom til rigdom – med alle de romantiske, familiære og økonomiske udfordringer, der tager helten og heltinden fra drømme til succes, videre til skuffelse og endelig til den store forløsning, alt sammen krydret med spektakulære dansesekvenser. Der er intet i vejen med dette – det er trods alt mere plot, end mange klassiske operaer kan prale af. Desuden giver den type plot os en undskyldning for at besøge eksotiske lokationer og præsentere de forskellige dansekulturer og koreografiske traditioner fra hele Indien. Når denne afprøvede formel fungerer bedst i anden halvdel, leverer den varen, og det var en sand fornøjelse at opleve dans fra Gujarat og Punjab, som hverken krævede historie eller forklaring. Undervejs var der også smukke eksempler på klassisk Kathak-dans, især af Pooja Pant i rollen som moderen, hvilket viste, at mindre nogle gange er mere – selv i Bollywood.

Desværre blev disse styrker undermineret af et konstant behov for at forklare og tilpasse materialet til et vestligt publikum, som efter min mening ville have været langt mere betaget af det originale og uredigerede udtryk. Efter åbningsnummeret fik vi en helt unødvendig gennemgang af de vigtigste instrumenter i den indiske tradition. Jeg tænker, man godt kan gå ud fra, at et publikum til en Bollywood-musical allerede kender til sitarens og tablaens klang. Ligeledes var der ingen grund til at bebyrde heltinden Shaily med en kompliceret forhistorie i München, som kun tjener til at trække en i forvejen lang første halvdel i langdrag. Shaily ønsker at genoplive det teater, hun har arvet efter sin mor, ved at skabe succesfulde shows baseret på indisk folkedans. Hun rejser til Bombay for at dygtiggøre sig og møder her Raghav, som har måttet gå på kompromis med sin kærlighed til traditionel dans gennem projekter, der blander øst og vest. Med hendes opmuntring finder han tilbage til en autentisk koreografi. De rejser herefter rundt i Indien, og forestillingen kunne med fordel have sluttet der, uden den kluntede retur til München og genåbningen af teatret – plottets evige ”MacGuffin”. Undervejs er der lange stræk med tung dialog, som bremser handlingen og ikke gør noget godt for karaktertroværdigheden. Når plottet har brug for et skub fremad, dukker Shailys afdøde mor op og beder hende ”følge sit hjerte, dér hvor drømme bliver til virkelighed.” Det havde været så meget bedre at følge den traditionelle Bollywood-opskrift: hold dialogen kort, behold originalsproget og hold fast i de klassiske temaer som familie, pligt, oprør og selvofring. Det er autentisk, og publikum ville have respekteret det. Alternativet kammer desværre over i det banale.

Hvad med præstationerne? Igen kan vi skelne mellem fordelen ved at holde sig til formlen og faren ved at forsøge at gætte, hvad London-publikummet forventer. I den klassiske indiske dans var der fremragende disciplin og stor præcision. I de forskellige folkedans-elementer viste det 45 mand store ensemble flot teamwork og gav os et ægte indblik i de religiøse traditioner, som dansene udspringer af. Men når koreografen forsøgte at blande Hollywood og Bollywood, blev teknikken usikker og resultatet både overbevisende og ærlig talt malplaceret. De fire hovedrolleindehavere, og især de to unge stjerner, er alle store dansetalenter. Det er en skam, at der ikke var mere sang og mindre lip-sync, men både Ana Ilmi og Mohit Mathur greb chancen med stort engagement, og da de endelig blev sluppet fri af manuskriptet, fandt de en kemi og frihed, der var rørende – især i anden halvdel. Komponisterne Salim og Sulaiman Merchant leverede musik, der matchede dansens energi, og Rajeev Goswamis koreografi udnyttede de mange ressourcer til fulde. Alle disse lyspunkter gør det kun mere ærgerligt, at vi ikke fik lov at se mere af det originale oplæg. Når man overfører store kunstneriske traditioner til andre kulturer, er det bedst at tage chancen og præsentere dem råt og usødet, frem for at udvande dem. Hvis vi gør det med Shakespeare og andre vestlige klassikere, bør vi vise Bollywood den samme tillid. Jeg håber, at det næste projekt af denne art tør have det nødvendige mod.