ANMELDELSE: Confessional, Southwark Playhouse ✭✭✭

Publikumsmedlemmer, Lizzie Stanton, Jack Archer, Tim Harker, Publikumsmedlem. Foto: Simon Annand Confessional

Southwark Playhouse

7. oktober 2016

4 stjerner

Bestil billetter

En premiere på et Tennessee Williams-stykke er en sjælden begivenhed, og endnu mere vidunderlig, når den finder sted i den intime 'Little'-sal i Elephant and Castles svar på National Theatre. I denne opsætning sidder publikum midt i den 'pub-inspirerede' scenografi, demokratisk fordelt på stole ved polerede træborde, med fri adgang til at hente drikkevarer i baren eller vandre ind og ud efter behag, mens vi faldt til ro for at blive opslugt af denne ekstraordinære skabelse. Williams, en stor eksperimentator, samler i dette første udkast fra 1970 til et spil, han aldrig udviklede videre, sit sædvanlige galleri af sociale outsidere og utilpassede eksistenser og sætter dem op mod hinanden – og os – i en række skænderier og indadvendte monologer i løbet af en typisk aften på en helt almindelig bar. Han ville have elsket denne strålende indfølte og fantasifulde produktion af Jack Silver, som fortsætter sin kometagtige opstigning med sit tilsyneladende grænseløse talent: Silver tager Williams' amerikanske miljø og flytter det behændigt – uden at ændre et eneste ord i teksten – til den snuskede, vejrbidte og bramfrie atmosfære i kystbyen Southend-on-Sea.

Williams' typiske arbejdsmetode, som beskrevet igen og igen af Gore Vidal, var at tage en idé, tygge på den i en novelle og derefter – hvis han følte for det – skabe en enakter for at se, hvordan den fungerede på scenen. Gik det godt, ville han udvide den til et helaftensdrama og føre værket gennem så mange udkast, som det krævede at realisere hans kunstneriske vision i den mest præcise form muligt. Dette manuskript, her fremført med de lokale karakterers kække Essex-accent og den finere 'Received Pronunciation' eller mere fjerne dialekter fra folk på flugt fra fejltrin eller problemer andre steder, er hentet et sted fra dette litterære samlebånd: Det er langt mere end blot en række noveller – det er 90 generøse minutter af et enaktsdrama, der presser grænserne for, hvad der kan rummes i en enkelt handling. Manuskriptet synes at balancere hårfint mellem den kortere form og en situation, der længes efter et mere komplekst og fuldt udfoldet udtryk.

Abi McLoughlin og Raymond Bethley i Confessional. Foto: Simon Annand

Ingen steder illustreres dette tydeligere end i den centrale karakter Leona Dawson (Lizzie Stanton), der forener rollen som fortæller med en udadvendt personlighed, der hvileløst binder de enkelte fortællinger sammen, som de øvrige karakterer bringer ind i rummet. Hun har, mere end de andre, publikums øre såvel som sine medspilleres, og det er hende, der synes at antyde muligheden for en rød tråd i historien. Og dog alligevel ikke. Antydningen af en genkendelig, traditionel dramatisk fortælling opstår ofte, blot for lige så hurtigt at blive punkteret – ikke mindst af vores Leona.

Denne vane med at antyde handling for derefter at bremse dens fremdrift ses også hos de øvrige medvirkende: den omvandrende kok, Bill McCorkle (Gavin Brocker); den dovent sanselige og muligvis farlige Steve (Rob Ostlere); den knækkede, halvt vanvittige Violet (Simone Somers-Yeates); den normalt tavse, men altid iagttagende kroejer Monk (Raymond Bethley); den mærkværdigt malplacerede, urbane manuskriptforfatter Quentin (Tim Harker) og hans nyfundne unge interesse Bobby (Jack Archer); den alkoholiserede læge 'Doc' (Abi McLoughlin); og selv de små roller som dørmand og betjent Tony (begge spillet af Alex Kiffin). Alle disse karakterer er splittet mellem forsøget på at interagere med hinanden og derefter målbevidst kaste sig ud i ofte skarpt isolerede monologer, meget i stil med det lidt senere 'Kennedy's Children'. Ingen kan nogensinde anklage Tennessee Williams for ikke at forsøge at bane vejen for det nye.

Rob Ostlere og Simone Somers-Yeates i Confessional. Foto: Simon Annand

Gradvist dæmrer det for én, at det, vi oplever her – på trods af den upåklageligt realistiske scenografi (vidunderligt skabt af Justin Williams, assisteret af Jonny Rust, og belyst med perfekt virkelighedstro af Jack Weir – og jeg ville elske at vide, hvem der stod for lyden, inklusive en jukebox, der spiller, hvad jeg mener var et Joshua Bell-violinstykke) – er meget langt fra virkeligheden. Faktisk virker det til, at Williams skaber noget i retning af det, Siodmak gjorde i 1920'erne med sin stumfilm uden plot, 'People on Sunday' (senere genindspillet med lyd – men stadig i sort-hvid – af Fassbinder). Karakterer præsenteres, de taler, de foretager sig små, hverdagsagtige ting (relativt til deres specifikke kald i livet, vel mærke – lægens verden er ekstremt forskellig fra manicure-damens), og så går de igen. Og det er det. Nogle vil måske finde det frustrerende, men det forsøger ikke at være andet. Folk kommer og går, fejlfrit klædt af Katy Clark og i bevægelser med stærk energi. Det viser sig senere, når man får udleveret et program ved udgangen, at Silver har besluttet at opfinde en ny spillestil her, hvor der ikke er fastlagt 'blocking' eller specifik instruktion – alle beslutninger af den art træffes af skuespillerne i nuet. Da mange af deres handlinger og reaktioner afhænger af, hvor og hvordan publikum vælger at sætte eller bevæge sig, giver denne tilgang god mening rent praktisk. Dog er nogle af talerne meget lange og komplekse, og måske er denne metode til tider for ustabil, især for skuespillere tidligt i deres karriere. Det kan meget vel ændre sig med lidt flere forestillinger under vesten. Ikke desto mindre er der altid en stærk følelse af fare, som gennemsyrer alt, hvad vi ser og hører, og tilføjer en dramatik på måder, der er lige så uvante, som de er hjemsøgende og foruroligende. Det er meget Tennessee Williams.

Simone Somers-Yeates, Raymond Bethlet, Lizzie Stanton og et publikumsmedlem. Foto: Simon Annand

Så jeg går ud fra, man kan sige, at jeg kunne lide det. Om du vil gøre det samme, ved jeg virkelig ikke. Jeg forestiller mig ikke, at du kommer til at se meget andet teater som dette i år. Giv det en chance. Hvad er det værste, der kan ske? Du ser måske en hel del af dig selv i disse mennesker, i deres konflikter og uenigheder, deres kærlighed, håb og skuffelser. Du ønsker måske, at Tennessee havde nået at give det endnu en omgang for at skabe mere sammenhæng i det spredte indhold. Du foretrækker måske endda en anden spillestil med mere orden og system. Men dette kompagni, Tramp – produceret af Remy Blumenfeld og assisteret af Tommy Rowlands – har siden lanceringen i Edinburgh for to år siden besluttet at gøre noget anderledes. Dette er deres første projekt, og hvis dette er niveauet nu, hvem ved hvilken magi der så venter forude!

Spiller indtil 29. oktober 2016 BESTIL BILLETTER TIL CONFESSIONAL PÅ SOUTHWARK PLAYHOUSE