ANMELDELSE: Fish In The Dark, Cort Theatre ✭✭✭

Larry David og Rosie Perez i Fish In The Dark Fish In The Dark

Cort Theatre

8. april 2015

3 stjerner

Tid til en tilståelse. Både Seinfeld (pånær episoden med 'The Soup Nazi') og Curb Your Enthusiasm (Klovn-forbilledet) er gået fuldstændig hen over hovedet på mig i den hvirvelstrøm, der udgør det enorme udbud af amerikansk tv. Ikke fordi jeg ikke var interesseret, men fordi der er grænser for, hvor meget langstrakt tv man kan investere sit liv i. Jeg bliver ved med at love mig selv at udforske begge serier ordentligt, men som årene går, svinder muligheden for at gøre det.

Hvilket enten gør mig til det ideelle publikum eller til netop den person, som ingen havde forventet ville købe billet til Larry Davids nye komedie, Fish In The Dark, som i øjeblikket spiller på Broadways Cort Theatre. Jeg ankom uden forventninger, uden håb, uden nostalgiske minder og uden et bagkatalog af referencer at trække på. Jeg havde faktisk mere forventningsglæde rettet mod birollerne end stjernen selv, fordi jeg kendte og beundrede deres arbejde.

Nej. For mig var Fish In The Dark et helt ubeskrevet blad.

Og det er måske netop problemet.

I pausen udbasunerede alle omkring mig stykkets dyder som værende "så godt, præcis som et afsnit af Seinfeld eller Curb. Jeg kan lige se det på HBO!". Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere, om det er en rimelig sammenligning, men da pausen kom, var der i hvert fald ingen følelse af, at dette var et stort stykke komisk dramatik.

Dermed ikke sagt, at Davids tekst ikke er skarp og morsom. Det er den, ofte endda. Men latteren drives ikke af karaktererne eller situationerne; snarere virker det som stand-up-rutiner, der er blevet podet ind i en kontinuerlig bevidsthedsstrøm. Der er joken om den døende jødiske mand, der ikke vil have, at hans enke skal bo alene, men som glemmer at udpege, hvilken søn der skal tage sig af hende. Joken om den jødiske urinal-fabrikant, hvis kone kan huske hver eneste detalje fra hver eneste dag, hun har levet i tyve år. Joken om den upopulære svoger, der påstår, at den døende jødiske mand lovede ham sit Rolex på dødslejet. Joken om den latinamerikanske stuepige med en hemmelighed, der chokerer hendes jødiske arbejdsgivere. Joken om den jødiske mor, der hader sin svigerdatter. Joken om den mistroiske jødiske onkel, der ikke kan tro på, at hans teenage-niece kunne skrive en mindetale over sin bedstefar, der var bedre end hans egen. Joken om den grådige begærlighed og de pilfingrede jødiske mænd fra alle generationer.

Der er intet banebrydende her. Men det, der er, er masser af kløgt, ordspil og gakket, særpræget fysisk komik med klichéfyldte arketyper i klassiske sitcom-situationer. Ingen tvivl om det – det ligner og lyder som strømlinet episode-tv.

Det er også udpræget jødisk, og en stor del af jokene, både de fysiske og verbale, kræver et indgående kendskab til jødiske traditioner, udtryk og kultur. Det er derfor naturligvis mest på hjemmebane foran et New York-publikum, hvor de fleste i salen kender den specifikke kontekst og jargon.

Det mest teatralske aspekt ved produktionen leveres af Todd Rosenthals spektakulære scenografi. Scenen på Cort er ikke stor, men Rosenthal bruger fascinerende, sammenlåste scenografi-elementer til at skabe forskellige miljøer, der alle er fuldstændig troværdige og passende. Der er en afsløring af en ny kulisse, moderens soveværelse, som høster lige så meget latter som de bedste replikker – selvom det også har meget at gøre med en karakter, der dukker op samtidig. Det overdådige traktement til gravøllet er storslået morsomt.

Døden er en konstant faktor i stykket, og Rosenthal understreger dette med en indramning af prosceniumet – der er et kæmpe bagtæppe, hvorpå en dødsattest projiceres og udfyldes elektronisk af en usynlig skrivemaskine, mens stykket skrider frem. Derudover er der en kunstig ramme om scenen i samme stil som dødsattesten – så skyggen af den uundgåelige død hænger bogstaveligt talt altid over hovedet på skuespillerne. I den bedste komiske tradition kan denne indramning dog være bedragersk.

Som forfatter forstår Larry David uden tvivl sit materiale, og han ved, hvordan man leverer en pointe. Men han er på ingen måde en naturlig teaterskuespiller. Hans stemmeføring mangler styrke, hvilket resulterer i, at han er svær at høre, især i selskab med de trænede teaterstemmer omkring ham. Han ejer heller ikke en skuespillers instinkt for at holde publikum fanget, eller lade publikum grine færdig uden at miste momentum, eller undgå at tale hen over folkets respons, så en replik (eller syv) går tabt. Ja, han kan levere replikkerne tørt, smile indforstået til publikum og fægte med armene i fortvivlelse eller overraskelse – ofte med et meget komisk resultat.

Men han er aldrig andet end Larry David. Der er på intet tidspunkt en følelse af, at han er den karakter, han skal forestille at spille, Norman Drexel. Man kan mistænke, at stykkets dynamik vil ændre sig fuldstændig, når Jason Alexander overtager rollen den 9. juni.

Aftenens præstation leveres af den lysende Jayne Houdyshell, der spiller Drexel-matriarken, Gloria, med en forpustet selvsikkerhed. Hun er guddommelig; selve symbolet på den jødiske mors manipulation. Hun er fabelagtigt morsom på den tørre og bidende måde, som Anne Bancroft mestrede. Hendes Gloria er fuldstændig ægte: en pragtfuld, krævende, tredimensionel furie forklædt som en sønderknust enke. Boylet! (Jiddisch – ikke en stavefejl.)

Som afløser for en utilpas Rita Wilson er Glenne Headly vidunderlig som Normans hårdt prøvede kone, Brenda – hende med den utrolige hukommelse, evnen til at servere fisk i mørke (og dermed grusomt udsætte sine middagsgæster for usynlige ben) og en modvilje mod at bære et tørklæde, som Gloria engang købte til hende. Headly leverer en smukt afmålt præstation, en komisk perle. Hendes stemme er hæs og en fornøjelse at høre på.

Rosie Perez er forrygende som Fabiana, Drexel-familiens trofaste husholderske. Hendes komiske timing er suveræn, og hun bringer en afgørende selvbevidsthed til sine scener. Når handlingen drejer sig om hende, er den absolut bedst og mest morsom. Jake Cannavale, der får sin Broadway-debut som Diega, Fabianas søn, er også fremragende, især i scenen hvor han forsøger at narre Gloria med hensyn til sin identitet. Senere er hans evne til at formidle et rædselsvækkende billede i et uset rum førsteklasses og uimodståeligt komisk.

Johnny Orsini er perfekt (men spildt) som Greg, der er kæreste med Norman og Brendas datter, Natalie – en besynderligt latterlig aspirerende skuespillerinde, der insisterer på at tale som den karakter, hun øver på: Eliza Doolittle. Det kunne have fungeret fint i én scene, men som en gennemgående joke halter det mere, end det kører. Det er ikke Molly Ransons skyld; hun gør en heroisk indsats for at få mening ud af rollen og de mange accenter.

Resten af holdet er kompetente, men forglemmelige – de gør alt, hvad deres flade karakterer kræver, og sørger for, at de lette grin fortsætter.

Det er en interessant og underholdende tur i teatret. New Yorkerne og Seinfeld/Curb-entusiasterne var vilde med det. Det er ikke for alvor et skuespil i øjeblikket, fordi den centrale præstation ikke involverer decideret skuespil. Men det vil ikke desto mindre få dig til at grine.

BESTIL BILLETTER TIL FISH IN THE DARK PÅ CORT THEATRE