ANMELDELSE: It Happened In Key West, Charing Cross Theatre ✭

Julian Eaves anmelder den nye musical It Happened In Key West af Jill Santoriello og Jason Huza, som netop nu spiller på Charing Cross Theatre.

Wade McCollum og Alyssa Martyn i It Happened In Key West. Foto: Darren Bell It Happened In Key West

Charing Cross Theatre,

10. juli 2018

1 stjerne

Bestil nu Jill Santoriello er hyldet som den første kvinde, der både har skrevet bog, musik og sangtekster til en Broadway-musical, og hun er et bemærkelsesværdigt talent. Hun fik et pænt hit for et årti siden med sin fortolkning af Dickens-romanen 'A Tale Of Two Cities'. Den forestilling var en slet skjult efterligning af 'Les Misérables' (hvor hendes bror, Alex, spillede med i den originale Broadway-opsætning), krydret med en god portion af Frank Wildhorns pop-operette-stil. Der er en konsekvens og sammenhæng i det værk, som vidner om hendes evner: melodiøs opfindsomhed, et friskt harmonisk sprog og en sikker håndtering af fortællingen. Desværre var debuten i New York forfulgt af uheld, selvom den vandt en Outer Critics Circle Award. Hvis det bare var den forestilling, vi så nu på Charing Cross Theatre, er jeg sikker på, at vi ville fejre hende. I stedet får vi hendes seneste udspil, som her præsenteres for vores kritiske blik.

Ensemblet i It Happened In Key West. Foto: Darren Bell

Forestillingen markedsføres som en 'ny romantisk musical-komedie', og selvom der er masser af musik, er der intet nyt over historien eller stilen. Den er omtrent lige så romantisk som at kramme et lig, og de få grin, der er, klinger hult. Santoriello har skrevet bogen sammen med Jason Huza og den unge producent Jeremiah James. Sidstnævnte mødte op til London-premieren i et par flippede Paul Smith-hjemmesko med matchende slips, og meget i forestillingen afspejler netop den samme nuttede, særprægede humor, som efter min mening slet ikke harmonerer med Santoriellos ellers episke stil. Vi må se, hvad det øvrige publikum mener om det.

Alyssa Martyn og Wade McCollum i It Happened In Key West. Foto: Darren Bell

Det, vi får her, er en række friske musicalnumre, der fungerer som fermt skrevne pasticher over amerikanske pop-hits fra 30'erne og 40'erne. Men sandt at sige kunne de være skrevet af hvem som helst. Scenografien af Jamie Roderick ligner mest af alt en ambitiøs amatøropsætning af 'South Pacific', komplet med souvenirbutik-nips, der flyder ud over scenekanten. Instruktøren og koreografen Marc Robin serverer desværre et temmelig klodset resultat og virker rådvild i forhold til, hvad han skal stille op med materialet. En stabel flyttekasser udgør stort set hele scenografien resten af aftenen. Det må man bare vænne sig til.

Måske har de brugt hele budgettet på skuespillerne? Selvom historien reelt kun har to hovedpersoner, er der en stor gruppe statister omkring dem. Vi får konstant at vide, at det er 'baseret på en sand historie' – og ja, 'baseret', men med de sædvanlige showbusiness-kompromiser. En af hovedrollerne, den flotte og atletiske Wade McCollum, gør Carl von Cosel til en langt mere filmstjerne-agtig figur end den virkelige tyske særling, der i Florida udviklede en sygelig besættelse af den langt yngre og afdøde Elena Hoyos (spillet af Alyssa Martyn). 'Carl' fandt en måde at balsamere liget på i tropevarmen og holdt det sammen med klavertråd, mens han trillede rundt med kadavret i en kørestol og lod som om, de var et helt almindeligt ægtepar.

Ensemblet i It Happened In Key West. Foto: Darren Bell

Da hans lille nummer endelig blev opdaget, røg han for retten, men folkestemningen støttede ham, og sagen løb ud i sandet (man fristes til at tro, at varmen i Florida gør mærkelige ting ved folks dømmekraft). Forestillingen er en blanding af zombiefilm og Norman Bates-uhygge, blot uden mordene. Der var rig mulighed for makaber humor – tænk blot på Tim Burtons 'Corpse Bride' – men forestillingen kan ikke finde ud af at holde stilen. Den vil hellere være 'Love Never Dies', og de små pasticher afbrydes af pompøse musical-ballader. Det minder om en mærkelig hybrid, der aldrig rigtig finder fodfæste. I musical-verdenen tilhører dette værk desværre de levende døde.

Ensemblet i It Happened In Key West. Foto: Darren Bell

Det er en skam for de medvirkende, for det er et af de mest etnisk mangfoldige hold i byen, hvilket er en sjældenhed. Val Adams er livlig som sygeplejerske, og Miguel Angel spiller lægen, der giver vores håbefulde 'Baron Frankenstein' adgang til de svage patienter. Alexander Barria og Mary-Jean Caldwell gør deres bedste som offerets forældre, mens Sophia Lewis og Hannah McIver spiller de korrupte søstre, der ser en profitmulighed i deres døde søster. Luis, den rigtige enkemand, spilles af Guido Garcia Lueches, som man især husker for hans kulde over for Elena. De er et dygtigt hold, som jeg er sikker på, at publikum vil tage til sig.

Resten af holdet består af Ross McLaren og Johan Munir, samt de to swings Andrea Golinucci og Siwan Henderson. Orkestret på syv mand ledes af Andrew Hopkins, men man lægger mest mærke til de digitale blæsere, der lyder kunstige. Andrew Johnsons lyddesign gør ganske vist teksten krystalklar – hvilket desværre betyder, at vi ikke misser en eneste af de svage rim – men han kan ikke redde helhedsindtryket. Orchestreringen lyder lige så billig, som scenografien ser ud. Mærkeligt nok er der ingen lysdesigner krediteret, og det bærer præg af manglende fantasi (når skuespillere skal imitere at banke på en dør ved at slå hånden mod en flyttekasse, ved man, at det er lidt for amatøragtigt).

Måske kunne forestillingen have fungeret, hvis hovedrollerne havde haft kemi. Selvom McCollum og Martyn gør deres oprigtige bedste, kæmper de mod dårlig produktion, manuskript og instruktion. Han ender med at minde for meget om sin rolle i 'Parade', mens hun er udfordret af et parti, der kræver en mere moden stemme. De har ikke en chance for at vinde.

Så til alle dem, der har fortalt mig, at det her var en sjov komedie: Hvad var det lige, jeg gik glip af?

BESTIL BILLETTER TIL IT HAPPENED IN KEY WEST NU