ANMELDELSE: La Cage Aux Folles, New Wimbledon Theatre ✭✭✭✭✭

John Partridge (Zaza) og Les Cagelles i La Cage Aux Folles La Cage Aux Folles

New Wimbledon Theatre,

Onsdag d. 15. marts 2017

5 Stjerner

Tour-information og billetsalg

En aften, helt tilbage i de fjerne 1980'ere, overværede jeg en visning under London Film Festival af en ny fransk film, der vakte betydelig opsigt. Filmen foregår i en natklub på rivieraen og trak fulde huse i NFT 1, og vi fandt hurtigt ud af hvorfor. Ved slutningen af filmens åbningsnummer – et glitrende, prangende show i bedste Lido-stil – stillede kordamerne sig op på række, iførte sig alvorlige miner og rev de sirlige frisurer direkte af hovedet. Det afslørede, at det blot var parykker, og at de ikke var kordamer, men korherrer. Det udløste prompte dobbelt bifald fra filmens 'publikum'. Men den største oplevelse var reaktionen fra salens eget publikum: et enormt, forbløffet og hørbart gisp, øjeblikkeligt efterfulgt af lige så hørbar forundring og latter. For en menneskealder siden var storbyens publikum ikke vante til den slags kønsbøjende løjer.

Hamish Greer, producenten bag Bill Kenwrights aktuelle britiske genopsætning af musicalen fra 1984 (oprindeligt et teaterstykke fra 70'erne), fortæller mig, at forestillingen i visse britiske byer stadig kan fremkalde den samme forbløffede modtagelse. Alene det faktum understreger, hvorfor stykket stadig er det nødvendige og vigtige teatermæssige statement, som Michael Coveney oprindeligt identificerede; et værk, der stadig skal ud til nutidens publikum med sin mission om at åbne samfundets øjne for nogle af livets mindre kendte afkroge.

Les Cagelles i La Cage Aux Folles

Historien er trods alt ganske enkel. Den elegante franske farce i hjertet af stykket er den beskedne og oprigtigt rørende fortælling om det unge par Jean-Michele (den velsyngende Dougie Carter) og Anne (den troværdige Alexandra Robinson), der ønsker at blive gift. I vejen står de frygtindgydende svigerforældre. Annes forældre er den puritansk konservative Dindon (en fremragende Paul F. Monaghan) og hans underkuede, lydige kone (Su Douglas), der har de højeste forventninger til deres velopdragne datter. Så hvad har de at klage over? Tja, det de (endnu) ikke ved, er, at Jean-Micheles far, den dristige natklubejer Georges (Adrian Zmed med en strålende stemme), danner par med sin store stjerne, drag-artisten Albin (en fabelagtig kraftpræstation af John Partridge). Jean-Micheles løsning er at præsentere sin 'rigtige' familie (sin festklædte far og en biologisk mor, der har været fraværende siden fødslen) for de kommende svigerforældre – men først når lejligheden er renset for alt, hvad der minder om homoseksuelt pynt og tant og fjas. Albin skal give den som 'onkel' – uden drag. Albin er på ingen måde begejstret for at gå på kompromis med sin integritet, og fra starten aner man, at Jean-Micheles plan ikke vil gå helt efter bogen. Dermed er scenen sat for et sammenstød mellem 'skabet' på den ene side og homoseksuel frigørelse på den anden. Der er lagt op til den helt store konfrontation.

Les Cagelles i La Cage Aux Folles

Manuskriptet til musicalen er skabt af Harvey Fierstein, en sand mester inden for genren. Han bevarer kernen fra originalen, men selvom han leverer masser af sine karakteristiske knivskarpe replikker, toner han farcens forvirring lidt ned til fordel for de mere følelsesladede øjeblikke. Til disse har Jerry Herman skabt et af sine absolut bedste partiturer, inklusive de evigt populære numre 'I Am What I Am', 'Song on the Sand' og 'A Little More Mascara'. Desuden byder Herman på en række store, medrivende shownumre, herunder den imponerende 'We Are What We Are' med sine tre kostumeskift, titelsangen om natklubben 'La Cage aux Folles' og den spektakulære finale 'The Best of Times' (en melodi, der som så mange andre i dette stykke, bliver hængende i hovedet længe efter). Det er klassisk Broadway-showmanship, når det er bedst, bragt fornemt til live af Bill Deamers perfekte koreografi.

Og denne produktion gør stykket ære. Instruktør Martin Connor styrer med sikker hånd alle kræfter mod at skabe en overdådig, morsom og dybt rørende oplevelse. Han fokuserer på Partridges stjernestatus som Albin, inklusiv et forlænget solo-kabaretnummer helt fremme ved scenekanten, hvor han flirter med salen i bedste varieté-stil med dagsaktuelle jokes og en afslappet facon, der gør hele showet nærværende og personligt. Scenografien af Gary McCann er gennemført i rød plys og guld og danner den perfekte ramme om hver eneste scene. Richard Mawbey har sørget for parykker og hårstyling i særklasse; det visuelle udtryk er pragtfuldt, og en overdådighed af denne kaliber ser man sjældent i en turnéforestilling. Ben Cracknell belyser det hele delikat. Det er tydeligt, at Kenwright har lagt sit hjerte i denne opsætning, og han vil have, at vi føler det samme.

Adrian Zmed (George) og John Partridge (Albin / Zaza) i La Cage Aux Folles

Og det gør vi. Med et knivskarpt orkester ledet af Mark Crossland og Dan Samsons krystalklare lyddesign får vi hver eneste detalje i de elegante sangtekster og de sprøde arrangementer med. Besætningen er spot on – selv den vidunderlige Marti Webb er med – og gang på gang gnister showet så meget, at man må kæmpe for ikke at springe op og tage del i festen. Det er en begejstring, som mange forestillinger stræber efter, men få rammer med samme styrke som denne hjertevarme guld-lamé-ekstravaganza. Det er camp, ja – men som Philip Core engang bemærkede: 'Camp er løgnen, der fortæller sandheden'. Nøglen til det hele er John Partridges ikoniske fortolkning af den komplekse og krævende rolle som Albin. Det er scenekunst af højeste karat, hvor han bærer hjertet uden på tøjet – drysset med rigelige mængder pudder og glimmer. Gør dig klar til at blive berørt!

BESTIL BILLETTER TIL LA CAGE AUX FOLLES UK TOUR

SE VORES GALLERI MED PRODUKTIONSBILLEDER FRA LA CAGE AUX FOLLES