ANMELDELSE: Murder For Two, The Other Palace Studio ✭✭✭✭

Ed MacArthur og Jeremy Legat i Murder For Two. Murder For Two

The Other Palace Studio

6. marts 2017

4 stjerner

Bestil nu

Denne forestillings helt store bedrift ligger i den blændende tour de force, som de to herrer Jeremy Legat og Ed MacArthur leverer som pianist-skuespillere. Hvis du nogensinde har spekuleret på, hvordan det ville se ud, hvis f.eks. Ferris og Milnes pludselig fik et helt show bygget op omkring dem for at fremvise deres enorme talenter, så har du svaret her. Denne historie om en snushane-detektiv danner den perfekte ramme for et dusin forrygende numre, hvor Legat og MacArthur fejrer triumfer med akrobatiske og vanvittige tangenter-løjer. Alene for disse storslåede indslag er billetprisen mere end retfærdiggjort – det er svært at finde noget tilsvarende andre steder.

Instruktør Luke Sheppard (der endnu engang arbejder med sin betroede producent, Paul Taylor-Mills, som bringer forestillingen til The Other Palace Studio efter en indledende spilleperiode på Watermill Theatre i Newbury) iscenesætter også de musikalske numre med imponerende finesse og præcision på den lille studioscene. Efter en grundig søgen har han fundet det ideelle par i sine skuespillere, som – på trods af at de går til opgaven fra to vidt forskellige udgangspunkter – supplerer hinanden med herlig entusiasme og lune. Legat har lært sit klaverpartitur via noder, mens MacArthur spiller udelukkende på gehør og gennem møjsommelige studier af videoer. På mirakuløs vis har kapelmester Tom Attwood formået at smelte disse to helt forskellige tilgange sammen, så de fremstår som en organisk helhed. Eksekveringen af de musikalske numre er en sand fornøjelse, som man vil mindes med fryd længe efter.

Jeremy Legat og Ed MacArthur i Murder For Two

Og i virkeligheden er det netop dette, forestillingen har brug for. Det virker ofte som om, den tigger om en mere minimalistisk opsætning – måske i en 'black box' med en spejlbagvæg og en drejescene til klaveret. Alt andet skabes i grunden af de to medvirkendes fantasi; den ene spiller en efterforsker (der selv lader som om, han er en højere rangeret detektiv), mens den anden portrætterer et utal af 'mistænkte' i en bizar og kompleks mordsag. Den langlivede Off-Broadway-produktion valgte netop en enkel og stilren tilgang, og det er nemt at forstå, hvorfor det bidrog til dens enorme succes.

Af uvisse årsager har man valgt en anden tilgang til denne opsætning. Gabriella Slades nærmest forfaldne, naturalistiske scenografi er spækket med rekvisitter, hvoraf nogle bruges, mens andre blot fylder – i det intime rum skaber det et stærkt indtryk af realisme. Men manuskriptets sprog er alt andet end realistisk. I denne to-mands-forestilling skal Legat konstant skifte mellem karakterer på en måde, der sjældent harmonerer med de minutiøst detaljerede omgivelser. Faktisk er kløften mellem iscenesættelse og spillestil så markant, især i den tunge første akt, at det er svært for alvor at leve sig ind i plottet eller bekymre sig om sagens opklaring.

Jeremy Legat og Ed MacArthur i Murder For Two.

Hertil kommer amerikanernes forhold til musicals, som er markant anderledes end vores. Ligesom med 'The Drowsy Chaperone' bygger dette show på en amerikansk besættelse af musicalgenren, som derovre betragtes med en nærmest religiøs ærbødighed. I Storbritannien betragtes musicalen stadig ofte som en lidt mærkværdig 'fattig fætter' til det 'rigtige' teater. Man kan her drage paralleller til succesen med 'In The Heights', der spillede i tre år på Broadway, mens Taylor-Mills og Sheppard måtte kæmpe en heroisk kamp for at få deres opsætning på Southwark Playhouse til at køre – en forestilling der dog endte med at spille 15 måneder gennem ren viljestyrke og tro på materialet. Og 'In The Heights' er endda en langt mere tilgængelig sag end denne særprægede lille perle.

Udfordringen med at finde et publikum forstørres af en underholdning, der snarere dekonstruerer en historie end fortæller den. Det, vi får, minder mindre om en 'konventionel' musical-komedie og mere om et Steven Berkoff-angreb på vores forventninger. Husk: Titlen afslører, at der kun er to personer til stede. Så hvem er de? For at appellere til et britisk publikum kunne man have overvejet at præsentere det i stil med Berkoffs 'Decadence' – det har den samme vanvittige, anarkistiske og selvforkælende energi over sig. Det sprog ville måske bygge bro mellem stykkets særheder og publikum herhjemme. Det ville også give materialet den 'kant', der er brug for i en fortælling om liv og død, svigt og hævn. Som det er nu, giver manuskriptet os finurlige bemærkninger om tekopper og stjålet is, næsten som om vi befinder os i en gammel Andy Hardy-film.

Og dog – ville den strålende, optimistiske musik (af Joe Kinosian) og de skarpe, intelligente tekster (af Kellan Blair) overhovedet passe ind i et andet univers end det støvede film noir-miljø, vi her oplever på The Other Palace? Det er svært at sige. Sangskriverne har også skrevet manuskriptet, hvilket fungerede upåklageligt i USA, men man kan tvivle på, om det taler lige så direkte til os her. Teatralsk er det en ret stationær affære med masser af snak og næsten ingen action. Lyset flimrer lejlighedsvis, og der er masser af indforstået småsnak direkte til publikum. Der sker noget interessant et godt stykke inde i anden akt, som er utroligt charmerende, men det understreger blot stilheden andre steder. Men pyt med det. Forfatternes sublime og opfindsomme sange vil uden tvivl begejstre dig. Tag ind og se det for sangenes skyld – den slags selvforkælelse dør man ikke af.

Fotos: Scott Rylander

BESTIL BILLETTER TIL MURDER FOR TWO