ANMELDELSE: Neville's Island, Duke of York's Theatre ✭

Adrian Edmondson, Miles Jupp, Neil Morrissey og Robert Webb i Neville's Island. Foto: Johan Persson Neville's Island

Duke Of Yorks Theatre

1 stjerne

Når man træder ind i salen på Duke of York's Theatre, er det ærligt talt umuligt ikke at lade sig forbløffe over Robert Innes Hopkins' scenografi til Neville's Island, Tim Firths "succeskomedie", som nu spiller her efter at være flyttet fra Chichester.

Det er en bragende god scenografi. Der er absolut intet sjovt over den. Det er en gennemført realistisk skildring af Rampshole Island i Derwentwater (Cotswolds). Høje træer, tætte buske, en realistisk kystlinje dækket af sten og klipper, og en flod med vand, der er dybt nok til både at bade i og trampe rundt i – og regn, den der fine, disede støvregn, der opstår, når løvtaget er så tæt, at det fungerer som en absorberende barriere, så de store regndråber forvandles til en frodig forstøvning, en våd og blid tåge af spindelvævsfint spray.

Publikum på første række får udleveret plastikponchoer for at beskytte dem mod vandet, og når stykket starter, og Adrian Edmondsons Gordon og Neil Morrisseys Neville gør deres vandmættede og plaskvåde entréer, forstår man hvorfor. Instruktør Angus Jackson slår tonen an fra start: Dette er et stykke, hvor man griner af andres ulykke, inklusive de publikummer, der risikerer at få et hurtigt bad af en beslutsom, trampende skuespiller på jagt efter en nem visuel joke.

Neville's Island blev skrevet af Tim Firth og opført første gang i 1992 på Alan Ayckbourns Stephen Joseph Theatre i Scarborough. Skrivestilen i dette stykke minder en del om Ayckbourns stil fra den periode: bitter, syrlig og centreret omkring karakterer, der dybest set er usympatiske og uigennemskuelige. Der mangler hjerte, skrøbelighed og venlighed, hvilket i sidste ende spænder ben for sig selv.

I 1992 var det meget hipt at gøre nar af teambuilding-ture for erhvervslivet, og det er præcis, hvad Neville's Island handler om. Fire mænd, der arbejder sammen på et kontor, sendes ud på et vildmarkseventyr for at styrke fællesskabet, finde skjulte talenter og samarbejde om et fælles mål. Selvfølgelig går det hele grueligt galt, og de ender strandet på en ø midt om natten med deres båd slået til pindebrænde mod klipperne, gennemblødt tøj, tabte forsyninger og ingen mulighed for at tilkalde hjælp.

Denne opsætning af Neville's Island lader til at foregå i 2014 snarere end 1992. En af mændene, Angus, har noget, der ligner en smartphone – en enhed der næppe var tilgængelig i 1992. Og på uforklarlig vis, set i lyset af alt det andet udstyr han har medbragt (en seriøs machete, en camouflage-presenning, et transportabelt gasblus, en stegepande osv.), har Angus ikke tænkt på at medbringe en oplader til sin telefon. Så hans telefon løber tør for strøm efter ét opkald til hans kone, som mærkeligt nok ikke tager den. Denne mangel på planlægning virker helt ude af karakter for en mand med en rygsæk i stil med Mary Poppins' taske.

Intet af præmissen virker rigtig troværdigt, hvis stykket skal foregå i moderne tid. Og hvis det foregår i 1992, mærker man det heller ikke.

Tiden har ikke været nådig mod Firths stykke. Verden er gået videre, og de corporate teambuilding-aktiviteter, der her bliver udstillet, er forældede og har været emnet i utallige sitcom-afsnit. Kontorlivets finurligheder er blevet dissekeret og grinet af i 'The Office' og lignende serier, hvilket betyder, at alt hvad der sker her, føles træt, ikke synderligt sjovt og en smule desperat. 'Lost' møder 'Gilligan's Island' møder 'The Office' – ikke ligefrem en opskrift på sprudlende humor.

Brugen af stjernenavne hæmmer snarere end hjælper forestillingen. Fordi de er stjerner, forventer man mere af dem. Men når det står skarpest, er dette blot en mild komedie. Den kræver blot fire skuespillere, der kan få materialet til at fungere; brugen af store navne intensiverer publikums forventninger og fører kun til skuffelse.

Adrian Edmondson er spildt i rollen som den tvære brokkerøv Gordon. Der er intet undergravende eller anarkistisk over Gordon, så Edmondson får aldrig chancen for at leve op til sit ry. Det samme gælder Neil Morrissey: hans karakter, Neville, er en lidt ubehjælpsom stodder (han styrede båden på grund trods Gordons advarsler), og der er intet spor af 'Man Behaving Badly'-charmen over ham.

Det er ikke fordi, nogen af dem er specielt dårlige, men ingen af dem spiller på deres styrker eller, endnu vigtigere, efter publikums forventninger. Det er en besynderlig casting.

Miles Jupp har mere succes som det "velmedbragte" medlem af truppen med et lyst sind, en fraværende kone, et godt øje til en pølse, der ikke skal gå til spilde, og en alt for livlig fantasi. Men der er intet subtilt over præstationen.

Som Roy, den hellige type med en dyster fortid involverende en afdød kvinde og en tendens til at irettesætte andre for at misbruge Herrens navn, er Robert Webb den bedste i flokken – helt storøjet og sorgløst enfoldig. Roy nøjes ikke med at insistere på bordbøn; han er også fuglekigger.

Firth har komponeret en symfoni af stereotyper til denne 'Fluernes Herre'-pastiche – første akt slutter med fundet af blod på et træ og frygten for, at der er andre på øen. Giv mig kammuslingen.

Udsigten til at finde ud af, hvad det med blodet skyldtes, hvor Angus' kone var, hvad Roys hemmelighed var, og hvordan de fire mænd kom ud af det med hinanden, var ikke fængslende nok til at blive siddende til anden akt. Selve øen er måske en ukendt størrelse, men det er ikke et sted, hvor latteren bor.

Men hold nu op, hvor er den scenografi god.