ANMELDELSE: Red Velvet, Garrick Theatre ✭✭✭

Ensemblet i Red Velvet. Foto: Johan Persson Red Velvet

The Garrick Theatre

2. februar 2016

3 stjerner

Bestil billetter til Red Velvet Når en stor skuespiller påtager sig en ikonisk rolle, ses præstationen ofte i lyset af forskellige metatekstuelle lag. For eksempel har utallige skuespillere spillet Hamlet, hvilket skaber en fascinerende dialog mellem de forskellige fortolkninger gennem tiden. I Lolita Chakrabartis Red Velvet tager Adrian Lester dette til nye, ekstraordinære højder. Han spiller Ira Aldridge – den første sorte skuespiller, der optrådte som Othello på en London-scene – mindre end tre år efter sin egen anmelderroste Othello på The National Theatre. For at gøre det endnu mere komplekst ser vi Lester, i rollen som Ira Aldridge der spiller Othello, opføre 3. akt, 4. scene (“Oh, hardness to dissemble!”) – en medrivende oplevelse i flere lag. Red Velvet foregår i 1833 under prøveperioden og den efterfølgende spilleperiode, hvor Ira Aldridge blev hyldet af publikum, men nedsablet af kritikerne som Othello. Efter den store Edmund Kean kollapser på scenen midt i rollen, erstatter Pierre Laporte (Emun Elliott), lederen af Covent Garden Theatre, ham med sin gamle ven. Dette bliver mødt med forundring af resten af holdet, ikke mindst af Charles Kean (Mark Edel-Hunt), Edmunds søn, der mener, at han som Iago er sin fars naturlige efterfølger. Men Aldridges slående moderne metoder vinder resten af ensemblet over, især Ellen Tree (Charlotte Lucas), hans Desdemona og Keans forlovede. Men i det selv samme år, hvor slaveriet blev afskaffet i Storbritannien, viste Aldridges tilstedeværelse på den britiske scene sig at være yderst kontroversiel, og hans uvillighed til at gå på kompromis med sin 'aggressive' spillestil truer hans venskab med Laporte.

Adrian Lester som Ira og Emun Elliot som Pierre Laporte i Red Velvet. Foto: Johan Persson Det er svært at forestille sig en mere spændende casting, og den lidet kendte historie i hjertet af stykket lover utroligt meget. Selvom der er meget at beundre i Red Velvet, er stykket dog en smule ujævnt. Det er ofte tankevækkende og ekstremt vittigt, men hovedpersonen lider under en mangel på karakterudvikling. Da han tilslutter sig kompagniet, bemærker Ellen Tree, at "det mest fornærmende ved faget er den opmærksomhed, der gives til hovedrolleindehaveren". Selvom Red Velvet afslører meget om Ira Aldridge som skuespiller, lærer vi desværre kun lidt om det menneske, der træder ud af rampelyset. Chakrabarti beskriver Aldridge som et "ekstremt modigt, ihærdigt og kompromisløst talent", og det indfanger Red Velvet fremragende. Lester er formidabel til at formidle hans perfektionisme, og hans frustration over de medvirkendes storladne og teatralske spillestil giver et både interessant og morsomt indblik i skuespillets evolution. Stykket gør også et godt stykke arbejde med at dramatisere ensemblets tankeløse og afvisende holdninger – "da jeg læste i anmeldelserne, at han var sort, troede jeg, det var en stemning!" – stillet over for kritikernes bevidste angreb. At høre de dehumaniserende anmeldelser af hans Othello læst op af hvide skuespillere er et stærkt øjeblik, og den hykleriske forestilling om, at en hvid skuespiller 'bliver til Othello', mens en sort skuespiller 'blot viser sit sande jeg', udforskes med kuldegysende effekt.

Trods alle sine fascinerende kvaliteter forbliver Aldridge en mærkeligt ufuldstændig karakter. Rammefortællingen, hvor den polske journalist Halina (Caroline Martin) interviewer en ældre og bitter Aldridge, antyder, hvordan han blev mærket af datidens fordomme. I stykkets åbningsscene nedgør han hende for ukorrekte påstande om hans privatliv – herunder troen på, at han har børn med sin nu afdøde kone, Margaret (også spillet af Martin). Dette kulminerer i, at Aldridge kalder Halina "blottet for dannelse, charme og respekt", selvom hun kun har udtrykt beundring for ham. Det antyder, at stykket vil dekonstruere de begivenheder, der førte til Aldridges giftige kynisme, men meget bliver fortalt til os frem for vist gennem handling.

Charlotte Lucas som Ellen Tree og Amy Morgan som Betty Lovell i Red Velvet. Foto: Johan Persson

Vi får glimt af Aldridges liv uden for scenen gennem hans relationer til kvinder. Da Margaret dukker op i hans garderobe på premieredagen, ser vi, hvordan de kærligt passer på hinanden i mødet med et intolerant samfund. Kombineret med skuespillernes naturlige kemi bliver dette en meget rørende og menneskelig scene. Men Margaret dukker ikke op igen, og publikum får aldrig helt afklaring på betydningen af dette vigtige forhold. Dette problematiseres yderligere af Laportes senere anklage om, at Aldridge har opført sig upassende over for Ellen Tree, hvor han bemærker, at Aldridge er kendt for sine romantiske eskapader. Dette underbygges af en mindeværdig replik i første akt om hans mangeårige elskerinde, men vi ser intet på scenen, der giver dette dramatisk vægt. Til gengæld bliver Laportes passionerede og tilsyneladende ærlige tale (fremragende leveret af Elliott) om, hvor svær Aldridge er at arbejde sammen med, undergravet af det, vi ser til prøverne, hvor han fremstår som den mønsterværdige professionelle.

Adrian Lester i Red Velvet. Foto: Johan Persson

Ikke desto mindre er der nogle virkelig fremragende øjeblikke, som tyder på, at Chakrabarti har en stor fremtid som dramatiker. Aldridges passion for sit fag er aldrig i tvivl, og Lester spiller hans retmæssige vrede over uretfærdighederne – "Ingen løfter et øjenbryn, når bedstemor spiller Julie!" – til perfektion. Scenen, hvor den ældre skuespiller forbereder sig på at spille Lear, er ligeledes smukt observeret, hvor Lester og Martin udnytter den nøgne scenografi i garderoben til fulde.

Manuskriptet er også til tider ekstremt morsomt. Simon Chandler er en komisk åbenbaring som den selvoptagede skuespiller Bernard Warde, og Edel-Hunts Charles Kean og Alexander Cobbs Henry Forester gør et fantastisk stykke arbejde med at belyse datidens absurde, melodramatiske spillestil. Chakrabartis egen erfaring som skuespiller mærkes tydeligt her, såvel som i analysen af Othellos og Desdemonas motiver på scenen. Lucas og Lester er fremragende sammen; deres indledende mistro udvikler sig naturligt til et tæt professionelt makkerskab. Faktisk ville jeg gerne have set mere til Ellen Tree. Hendes skarpt observerede forhold til Charles Kean bød på en kort, men vigtig dialog om de udfordringer, som professionelle kvinder mødte. Dette, sammen med Halinas behandling af de mandlige journalister, kunne have været udfoldet mere som en parallel til Iras oplevelser.

Red Velvet berører en række svære emner omkring race på en fængslende og velovervejet måde. Stykket er generelt velskrevet med mange fine detaljer, og denne opsætning byder på en perlerække af gode præstationer, ikke mindst fra Adrian Lester. Alligevel fremstår Aldridge som en ufuldstændig hovedperson, og for mange aspekter af hans liv bliver forklaret i stedet for at blive udspillet. Det betyder, at trods stykkets mange kvaliteter, når det aldrig helt sit fulde dramatiske potentiale. Red Velvet spiller indtil d. 27. februar på The Garrick Theatre

Charlotte Lucas som Ellen Tree. Foto: Johan Persson

Emun Elliot som Pierre Laporte. Foto: Johan Persson

Adrian Lester i Red Velvet. Foto: Johan Persson