ANMELDELSE: Saint George and the Dragon, National Theatre ✭✭

Ensemblet i Saint George and the Dragon. Foto: Johan Persson Saint George and the Dragon.

Olivier-scenen på National Theatre.

11. oktober 2017

2 stjerner

Bestil billetter

Siden Brexit-afstemningen har kunstnere, udover den endeløse strøm af politisk debat, reageret på resultatet gennem deres værker. På Booker-prisens shortliste udforsker Ali Smiths Autumn og Fiona Mozleys Elmet mytiske forestillinger om England side om side med nutidige begivenheder, og Grayson Perry har skabt vaser til både 'Leavers' og 'Remainers'. Her på National Theatre tidligere på året undersøgte Carol Ann Duffys My Country afstemningen gennem Britannia og hendes regioner. Nu tager Rory Mullarkeys nye stykke på Olivier-scenen udgangspunkt i legenden om Sankt Georg og dragen og fører os fra det første sagnomspundne slag og helt frem til i dag. Sankt Georg opfordrer borgerne på sin ø til at lukke øjnene, forestille sig hvad de kan opnå, og arbejde hårdt for at realisere det. I de år han er væk fra øen, hvirvles vi gennem den industrielle revolution og frem til nutiden. Desværre rammer stykket ved siden af på mange punkter.

Ensemblet i Saint George and the Dragon. Foto: Johan Persson

Der skal lyde ros til Rae Smiths fremragende scenografi, som udnytter hver en centimeter af den enorme scene; et design inspireret af pop-op-børnebøger, der passer perfekt til materialets tegneserieagtige karakter. Sceneskiftet til den industrielle revolution leder tankerne hen på åbningsceremonien ved OL i London 2012, men er ikke desto mindre fornøjeligt. Det er de perfekte rammer for et stykke, hvis tekst mest af alt minder om en svag 'graphic novel', hvor næsten alle karakterer er endimensionelle med kun sporadisk dybde. Kampen mod den første drage er strålende iscenesat og spændende – her skal scenografien igen have fuld kredit. Men da dette sker 45 minutter inde i forestillingen, er der stadig mange lange minutter tilbage. Dragen er naturligvis i menneskelig form og repræsenterer undertrykkelse, kommercialisme og grådighed, og i sidste akt findes den i os alle – et interessant koncept, som dog præsenteres som en rendyrket pantomime-skurk. Mullarkeys ambitioner er tårnhøje, men han når aldrig rigtig under overfladen på historien.

(V til H) Reuel Guzman (Boy), John Heffernan (George) og Gawn Grainer (Charles). Foto: Johan Persson

At noget af dette vrøvl overhovedet fungerer, skyldes John Heffernans vidunderlige komiske præstation som Georg. Han har en fænomenal timing og er fuldstændig elskelig. Han er heroisk, når det kræves, og hans forvirring, da han vender tilbage til sin ø, er en fornøjelse. Han bliver dog aldrig bedt om at gå i dybden; antydningen af, at han lider af en psykisk sygdom i tredje akt, bliver skøjtet henover, og han får aldrig lov til at tage os med ind i mørket. Som dragen trækker Julian Bleach effektivt på sine erfaringer fra Davros og Shockheaded Peter, med en stemme der drypper af arrogance, men han forbliver en karikeret skurk. Castet arbejder utroligt hårdt for at give manuskriptet tyngde – til tider næsten for hårdt, så entusiasmen virker en smule desperat. Retfærdigvis skal det siges, at der er øjeblikke, hvor man griner højlydt, men de er få og langt imellem, og hvorfor nøjes med én joke om Mega Bowl, når man kan fyre fem af? Ligesom karaktererne begynder vi at længes efter den gamle verdens enkelhed, da første akt er klart den bedste.

Hvis du er på udkig efter skarp politisk satire, der kommenterer på nationens tilstand, så tag turen over floden og se et af James Grahams stykker, der trækker fulde huse lige nu. Den drage, National Theatre kæmper med, er at finde et nyt hit til Olivier-scenen. At dømme ud fra denne forestilling, kommer de til at vente længe på en helt, der kan redde dagen.

BILLETTER TIL SAINT GEORGE AND THE DRAGON