ANMELDELSE: The Hired Man In Concert, Cadogan Hall ✭✭✭✭✭

The Hired Man In Concert

Cadogan Hall

Torsdag d. 22. september 2016

5 stjerner

I årevis har Edward Seckerson – og mange andre – fortalt verden, at Howard Goodall er en af de helt store musicalkomponister, og at hans første værk, 'The Hired Man', er hans hidtil bedste. Siden urpremieren i 1984, med en flot spilleperiode på det nu forsvundne Astoria Theatre på Charing Cross Road, er forestillingen jævnligt dukket op overalt i Storbritannien og resten af verden. Goodall selv er blevet et kendt ansigt på tv og har skabt sig en karriere inden for kormusik, samtidig med at han fortsætter med at skrive spændende, usædvanligt og tankevækkende musikteater – senest den forrygende 'Bend It Like Beckham'. Imens bliver verdens Seckerson'er ved med at minde os om storheden i hans debutværk.

Sidste torsdag bragte Cadogan Hall – 'efter aftale med Really Useful Group Ltd.' (hvor Andrew Lloyd Webber i sin tid støttede forestillingens oprindelige West End-opsætning) – en overdådig koncertopførelse af stykket til de skrå brædder. Endnu en gang så og hørte vi præcis, hvorfor dette værk skal regnes blandt de ypperste præstationer inden for musikteater. Det er ganske enkelt bjergtagende. Faktisk træder værkets kvaliteter endnu tydeligere frem, når det præsenteres på koncertscenen, befriet for kulisser, kostumer, lys og koreografi og alt teatrets pomp og pragt.

Og hvilke kvaliteter! Melvyn Bragg skrev romanen, som Goodall baserede værket på, og blev dengang overtalt af den blot 24-årige komponist og tekstforfatter til at skrive musicalens manuskript. Ved denne opførelse var det en sand fornøjelse at opleve ham på scenen som fortæller, leveret med hans sædvanlige varme og klarhed. På dirigentpodiet stod den unge Andrew Linnie, der er braget ind på musikteaterscenen med en række imponerende bedrifter. Her styrede han orkester og sangere med et forrygende drive og tilførte Goodalls gennemsigtige teksturer en forfriskende energi, selv i de mest delikate øjeblikke. Goodalls originale instrumentering var bevaret med klaver, cembalo, harpe og trompet, men her suppleret med en udvidet strygersektion.

Hans mestring af den musikalske struktur kom til udtryk i hvert eneste nummer, hvor stemmer og instrumenter var smukt afstemt for at formidle det episke drama om familien Tallentire i Cumbria omkring forrige århundredeskifte. Ni vidunderlige solister og et flot ensemble på 23 sang rollerne. Holdet blev anført af John Owen-Jones i titelrollen, der udviste al den majestætiske kraft, man kender fra de store musicalroller, han har spillet gennem karrieren. Ved siden af ham bragte Jenna Russell, i rollen som hustruen Emily, en forbløffende realisme og kompleksitet til hvert øjeblik. Sean Kearns spillede Tallentires benhårde men retfærdige arbejdsgiver, og Nigel Richards var hovedpersonens livlige bror. Er det imponerende nok? Det bliver endnu bedre. De øvrige familiemedlemmer blev spillet af Stewart Clarke, Evelyn Hoskins og James Moore, med Jessica-Louise Parkinson som Emilys veninde, Sally. Castet blev instrueret med finfølt poignans af Samuel Hopkins, mens dialekterne var indstuderet af Conor Neaves. Barret Hodgsons projektioner og Sarah Readmans lyssætning fuldendte magien.

Et sådant setup er et rent drømmehold, og de skabte en fantastisk lyd. Inspireret heraf leverede det voksne ensemble af store talenter (der blandt andet talte den prægtige stemme fra Stephen Barry, som for nylig kunne høres som Adam/Noa i 'Children of Eden'), sammen med de unge stemmer fra Laine Theatre Arts, en helt igennem storslået sangpræstation. Det hele blev formidlet med beundringsværdig klarhed og balance i Seeta Mistrys lyddesign. Dermed blev hele oplevelsen løftet ud over teatrets hverdag og løftet op i oratorie-højder, måske hjulpet på vej af de tidligere kirkelige rammer.

Analogien er lærerig. Komprimeringen af familiens historie fra romanen til tre timer på scenen betyder, at kronologien ofte må fremskyndes. Der er et spring på 16 år mellem akterne (hvilket minder om 'Vintereventyret', en anden fortælling, hvor ungdommelig passion, fyldt med misforståelser og fejltrin, modnes til visdom og accept med alderen), og midt i anden akt suser Første Verdenskrig forbi næsten uden ophold. Intet af dette bliver nogensinde problematisk, fordi Goodalls musik holder sin egen takt og fortæller sin egen historie. Ved at bruge og genbruge musikalske motiver, orkestrale klangfarver og vokale karakteristika forener han fortællingens vidtstrakte elementer i værkets harmoniske arkitektur.

Goodall kan musikalsk set sige det samme fem eller seks gange i træk, hvilket giver en følelse af genkendelighed, men han liver altid sine budskaber op med subtile – eller slående – variationer og driver konstant historien fremad. Det resulterer i, at vi som publikum altid føler os 'hjemme' i det, han siger, og er i stand til at optage og forstå hver eneste detalje i historien. Hans tekstmæssige perfektion fuldender processen, hvor ordene væves ind i de musikalske strukturer som var de noder i sig selv. Han er fuldstændig lydhør overfor sprogets musik, dets klang og rytmiske effekter, og i hænderne på denne mester bliver det engelske sprog endnu et instrument i hans symfoniske vision. Meget få kunstnere formår efter min mening at arbejde på dette usædvanligt høje niveau. Wagner kunne. Men hvor mange andre komponister kombinerer musikalske og litterære evner med en så sublim skønhed?

Så frem for at have overdrevet, burde Edward Seckerson måske slå på tromme for det endnu højere end før. Du kan næste gang opleve forestillingen hos Maidenhead Operatic Society i november. Hvem kan vente?