ANMELDELSE: The Jewish Legends, Gatehouse Upstairs ✭✭✭

The Jewish Legends

Upstairs at the Gatehouse

2. september

3 stjerner

En af de største udfordringer for en anmelder er at lave meningsfulde sammenligninger og karaktergivninger på tværs af vidt forskellige forestillinger. For hvordan sammenligner man troværdigt et stort West End-show med et lille amatørteaterstykke?

I denne uge blev opgaven dog en smule lettere. Frisk fra forrige uges fantastiske revue, You Can’t Succeed On Broadway Without Any Jews, gik turen til The Jewish Legends – endnu en hyldest til jødedommens største musikere.

Selvom temaet lå tæt op ad hinanden, var sangvalget næsten helt anderledes end i sidste uges show, hvor de eneste gengangere var et par numre fra Spillemand på en tagryg. The Jewish Legends fokuserede mere på jødiske sangere frem for sangskrivere og bevægede sig mere mod hitlisten end mod musicalscenen.

Det betød, at aftenen dækkede flere jødiske stjerner, heriblandt Al Jolson, Bette Midler og Burt Bacharach. Kunstnerne, der spænder over næsten et århundrede, var udvalgt, fordi de alle har inspireret hinanden, hvilket skabte en fin rød tråd gennem aftenen. Selvom det aldrig er let at sammensætte sådan en liste, vil jeg mene, at navne som Dylan eller Manilow rangerer højere end den (ganske vist herlige) Groucho Marx, når det gælder musikalsk talent. Men som man siger: smag og behag kan ikke diskuteres…

The Jewish Legends er en spøjs størrelse med fremragende musikalske indslag, der kæmper mod et manuskript, som i den grad trænger til en kærlig hånd og en saks. Først det positive: de fire medvirkende er strålende og kan ikke sættes en finger på. Især Martin Milnes var et højdepunkt; en mand med en bemærkelsesværdig sangstemme, en slags nasal sopran. Han besidder en fantastisk scenetilstedeværelse og den mest naturlige udstråling i castet, og han leverede aftenens præstation med en sublim udgave af Alfie.

Joanna Lee var også suveræn med følelsesladede fortolkninger af Don’t Rain on My Parade og Where Is It Written?, begge oprindeligt af Barbra Streisand. Hendes levering af showets talte passager var dog lidt forstyrrende, da hendes hyppige gestikuleren og overtydelige diktion gav mig mindelser om en børne-tv-vært. Martin Neely og en højgravid Molly Marie Walsh leverede begge solide præstationer og fuldendte kvartetten.

Hvor manuskriptet til Never Succeed var skarpt, humoristisk og præcist, er The Jewish Legends tynget af en alt for lang tekst, der virker til at stå i vejen for musikken. Lidt biografisk baggrund er nødvendigt, men der var alt for meget fyld; i de første ti minutter blev der snakket mere, end der blev sunget. Et godt sted at starte med nedskæringerne ville være de mange vittigheder og komiske indfald, der var spredt ud over stykket (nogle citater fra musikerne, andre originale jokes). De faldt sjældent i god jord, og forestillingen ville have stået meget stærkere (og været hurtigere overstået), hvis de var røget direkte i papirkurven.

Anden halvdel var helt klart aftenens stærkeste, med en række store hits som The Rose, Matchmaker og Don’t Rain On My Parade. Det var generelt en langt mere statisk oplevelse end den hektiske og hyperaktive Never Succeed, og der var meget lidt reel koreografi. Publikum var generelt lidt søvnige (jeg var den yngste på min række med mindst fyrre år), men kvartetten hyggede sig på scenen og formåede til sidst at vinde alle over.

I kampen mellem de to jødiske musikalske revuer må jeg give sejren til Never Succeed på point grundet dens mere opfindsomme iscenesættelse og varierede sangvalg. The Jewish Legends er et glimrende udstillingsvindue for fire meget talentfulde sangere. Konceptet og manuskriptet er dog noget ustruktureret og oppustet – eller som en kendt ikke-jøde engang sang: a little less conversation a little more action!

The Jewish Legends spiller frem til den 12. september 2015