ANMELDELSE: The Twits, Royal Court Theatre ✭✭

The Twits (Rædselsfulde Roland)

Royal Court, Jerwood Theatre Below

28. april 2015

2 Stjerner

Hvis du befinder dig i undergrunden i nærheden af Sloane Square omkring teatertid i denne måned, render du formentlig ind i store mængder af yngre teatergængere, der svinger med en tynd grøn paperback. Det vil være The Twits (på dansk Rædselsfulde Roland og hans kone), Roald Dahls original fra 1980, som nu spiller på Royal Court i Enda Walshs nye bearbejdelse, instrueret af John Tiffany. Med både Charlie and the Chocolate Factory og Matilda kørende med stor succes andre steder, er dette det nyeste forsøg på at bringe Dahls unikke alkymi af moraliserende, opløftende, men også foruroligende og skæve barndomseventyr til London-scenen. Desværre kan denne opsætning ikke måle sig med de to førnævnte flerdimensionelle mesterværker med nogen nævneværdig overbevisning. En del af problemet ligger i selve forlægget, som ikke uden videre lader sig overføre til teaterformatet. Det er en kort bog, der er stærk på karaktertegning, men svag på plot. Bogens oprindelse skal angiveligt findes i Dahls afsky for skæg (hvad ville han ikke tænke om det moderne London?) og hans beslutning om at skildre et par med særdeles frastødende fysiske træk og personlig fremtræden. Den litterære energi bruges derfor mere på beskrivelse end på fortælling. Hr. Rolands madaffalds-fyldte skæg og fru Rolands glasøje kræver opmærksomhed; og deres gensidige, opfindsomme chikane mod hinanden og den abefamilie, de holder som slaver, skaber en række gentagne grusomheder, der mangler følelsesmæssig variation og ender med at blive trættende. Som om han var bevidst om dette problem, har vores selvbestaltede 'skælmske' dramatiker indskrevet et sideplot for at holde dampen oppe hele aftenen. Efter at de to hovedpersoners værste træk er etableret, og vi alle har gyst og skåret ansigter over aberne, der tvinges til at stå på hovedet, ormene i stedet for spaghetti, fuglelimen og de uspecificerede rædsler i 'The Shrinks', bliver vi introduceret for tre medlemmer af en omrejsende cirkustrup. De lokkes ind i dette rædselskabinet i håbet om at vinde deres cirkus tilbage, som Roland-parret har stjålet fra dem tidligere. Hver af dem – Yorkshire Terrier-manden, den tatoverede spåkone og den flotte Walzer-fyr – bliver rituelt ydmyget gennem Muggle-Wumps' (abernes) genopførelse af, hvordan de blev fanget. Dette gøres med stor energi og fylder det meste af første akt. Desværre er resultatet både langtrukkent og usmageligt, uden den variation og tvetydighed, Dahl mestrer andre steder. Faktisk var selv de yngste publikummer på den aften, jeg overværede forestillingen, dæmpede i deres reaktion på denne stribe af smålig, ubarmhjertig ondskab. Det er måske i overkanten at citere Hannah Arendt om 'ondskabens banalitet', men der er ikke meget dramatisk liv i så endeløs en parade af ubehagelige handlinger. Roland-parret er, i modsætning til for eksempel Miss Trunchbull, simpelthen for flade karakterer til at fastholde interessen. Deres motiver er trivielle, og det samme gælder i sidste ende deres narrestreger. Når det moralske kompas endelig giver udslag i slutningen af historien, er det reelt for sent og for vilkårligt til at give mening til det foregående. Selvfølgelig bliver den moralske orden genoprettet, som i alle værker af denne art: Roland-parret møder deres fortjente skæbne, og Muggle-Wump-aberne får deres frihed. Men forløsning virker kun overbevisende i kølvandet på kompleksitet og modstand for både karakterer og publikum. Hvis fundamentet ikke er lagt, og publikums sympati ikke er vakt, så er det for sent. I dette tilfælde er matheden sat ind for tidligt til, at slutningen kan ændre på indtrykket. I Dahls bedste værker taler samme materiale smukt til både børn og voksne på to forskellige planer samtidigt; og selvom man forsøger her, bliver budskabet aldrig klart nok. Både bogen og stykket betoner kontrasten mellem Roland-parrets sterilitet og Muggle-Wump-abernes livsglade familieenhed – og mere indirekte cirkus-'familien' – men det bliver aldrig foldet ordentligt ud. Parret defineres som overklasse-klingende, midaldrende og bølleagtige med værdier, der kunne placere dem i UKIP-lejren: med morrisdans til Elgars Pomp & Circumstance og nedsættende bemærkninger om fremmede. Men det forbliver løse hints frem for en klar identitet. Da en campingvogn blev fokus for handlingen, tænkte jeg kortvarigt, at vi ville få præsenteret et spejlbillede af værdierne fra stykket Jerusalem – en snobbet middelklasse-afvisning af den livsbekræftende ånd, som forførte publikum på Royal Court for ikke så længe siden. Det ville have været både vittigt og relevant; men hvis det var instruktørens intention, blev det aldrig ført ordentligt igennem.

I en næstekærlig ånd, som ellers mangler i denne opsætning, er det kun rimeligt at anerkende skuespillernes hårde arbejde og det tekniske holds dygtighed. Hele castet, men især Jason Watkins (Hr. Roland) og Monica Dolan (Fru Roland), nød deres muligheder for gotisk groteskhed i alle afskygninger. Scenograf Chloe Lamford og Steven Hoggett (bevægelse) gør et flot stykke arbejde med at holde skuespillerne mobile på begrænset plads og med at udtænke den cirkulære tromle som sættets centrale struktur. Denne blev brugt med stor effekt og var det mest imponerende aspekt ved den endelige demaskering. Men disse fine bidrag kan ikke fjerne følelsen af tomhed i dette projekt, som ikke helt passer ind i Royal Courts ellers så eksemplariske, radikale traditioner.