ANMELDELSE: Titus Andronicus, New Wimbledon Theatre ✭✭✭✭

Elizabeth Appleby (Tamora) og Matthew Ward (Titus) i Titus Andronicus

New Wimbledon Theatre

24. oktober 2015

4 stjerner

Køb billetter

”...er blevet hånet, ignoreret, brugt til billig underholdning og chok-effekt, og alligevel går stykkets berygtede vold forud for det med fortællinger om besvimende publikummer og kaskader af teaterblod. Hvad er det ved Titus, der efterlader en bitter smag i munden på forskere – i en grad så de har brugt årtier på at forsøge at bestride forfatterskabet – som om stykkets skildringer af voldtægt, lemlæstelse, mord og tvungen kannibalisme er under den store Bards værdighed?”

Ross McGregor, kunstnerisk leder, oktober 2015.

Titus Andronicus er et nådesløst deprimerende stykke, rammende beskrevet af Arrow and Traps Theatre Company som et ”beskidt, nådesløst Game of Thrones”. Grundlæggende dør alle, og det sker med størst muligt postyr. Den tragiske skæbne, der brutalt overgår en af karaktererne, og den lagdelte hævn over hendes bødler, er blot de mest kendte eksempler på de grusomme handlinger, der driver fortællingen fremad.

Rom er præget af politisk fejde, mens prins Bassanius (Michael Bagwell) og prins Saturninus (Gareth Kearns) kæmper om at efterfølge deres afdøde far som kejser. Men folkets tribun, Marcia Andronicus (Cornelia Baumann), opdager, at folkets foretrukne valg er hendes bror, Titus (Matthew Ward), en berømt og krigstræt general, der netop er vendt hjem efter et succesfuldt 10 år langt felttog mod goterne. Kun fire af hans sønner overlevede konflikten, og for at sone de andres død henretter han den ældste søn af goternes fangede dronning, Tamora (Elizabeth Appleby). Tamoras fremtidsudsigter ser ikke meget lysere ud, men da Titus afslår tronen og støtter Saturninus, bliver hun sidstnævntes brud. Hun og hendes sønner, Demetrius (Alex Stevens) og Chiron (Will Mytum), sværger sammen med hendes hemmelige elsker, Aaron (Spencer Lee Osborne), hævn over Andronicus-slægten, heriblandt Lavinia (Remy Moynes), Titus' ulykkelige datter og Bassanius' hustru.

Arrow and Traps' opsætning udforsker stykkets ”berygtelse for vold” som et spejl på vores samfunds mangel på empati. Ikke alene er karaktererne i vid udstrækning klædt i moderne tøj, men scenerne skifter ofte via øjeblikke af det 21. århundredes dekadence. Saturninus fejrer sin politiske triumf i en stripklub med sin kone og nye stedsønner, som vi senere ser drikke shots og sniffe kokain foran en uanfægtet sms-skrivende Aaron. Mest mindeværdigt er det, da Titus får sit barnebarn, den unge Lucius (Pippa Caddick), til at sprede ordet om Saturninus' inkompetence som regent via Twitter, og vi ser deres korrespondance udfolde sig på en storskærm i hjørnet af scenen. Snart får han selskab af et dusin mænd og kvinder med grisemasker, kun oplyst af skæret fra deres mobiltelefoner, sammen med Saturninus, der er synligt piint af den kakofoniske raslen fra deres tastetryk. Det er en herlig og bevidst scene med mere end et strejf af Black Mirror over sig.

Matthew Ward (Titus) og ensemblet i Titus Andronicus. Foto: Zoltan Almasi

Denne forestillings kvalitet defineres dog ikke kun af de moderne vink; det er snarere de velobserverede, ofte meget fysiske præstationer, kombineret med en fremragende koreografi, der løfter Shakespeares ujævne manuskript. Den minimalistiske scenografi – bestående af en platform med bjælker og den førnævnte skærm – udnyttes til stor effekt, hvor platformen på interessant vis understreger fortællingens skiftende magtdynamikker. Blandt andet fungerer den som det romerske hof, hvor Tamora overbeviser Saturninus om at skåne Andronicus-familien – så hun kan få sin egen hævn – som graven, hvor Quintus (Cliff Chapman) og Martius (David Lenik) Andronicus falder over Bassanius' lig og besegler deres skæbne, og som arenaen, hvor Lucius Andronicus (Samuel Morgan-Grahame) samler sin hær af gotere. Slutscenerne, hvor Andronicus-klanen forbereder Tamora og Saturninus' makabre festmåltid, er de eneste, der benytter sig af yderligere rekvisitter, og de er smukt realiseret – med borde og lig, der manøvreres rundt på scenen med en næsten balletagtig kvalitet.

Brugen af det tomme rum imponerer også. I den henseende er de fremstående skuespillere Mytum og Stevens som de psykopatiske brødre Chiron og Demetrius, samt Osborn som deres læremester i ondskab, Aaron. Med en rastløs energi som Mad Max’s ”War Boys”, men med dybe brønde af mørke i deres indre, forurener brødrene hvert sekund, de er på scenen, som budbringere af formålsløs brutalitet. Deres familieenhed er fascinerende dyrisk. Tilladelse til angreb gives uvægerligt af de mere fysisk dominerende Tamora eller Aaron, og de cirkler om deres bytte – Bassanius, Lavinia og senere Annie McKenzies enfoldige Klovn – med skræmmende præcision. De er på ingen måde subtile figurer – enhver sværdbevægelse er demonstrativt fallisk – men de eksemplificerer på fin vis det meningsløse kaos, der understøtter fortællingen.

Samuel Morgan Graham, Matthew Ward og Remy Moynes i Titus Andronicus. Foto: Zoltan Almasi

Osborns Aaron er derimod en charmerende og beregnende politiker, der formår at smile og smile og være en medrivende skurk trods sine lejlighedsvis absurde replikker (som f.eks. ”Let fools do good, and fair men call for grace. Aaron will have his soul black like his face”). Han får langt flere muligheder for at dominere scenen end Kearns’ Saturninus – der trods manglende karakterudvikling leverer en underholdende præstation som den arketypiske selvoptagede kejser – eller Bagwells sympatiske Bassanius, en rolle der faktisk bliver mere interessant i døden. Osborn er forrygende manisk i en af stykkets få følelsesmæssigt komplekse scener, hvor han suser rundt på scenen med sin uægte søn i den ene hånd og et sværd i den anden, mens han afværger sin elskers børn.

Det er ofte svært at føle ret meget sympati for Titus, der dræber to unge mænd (herunder sin søn Mutius for blot at stå i vejen) alene i første scene, men Ward gør et godt stykke arbejde med at belyse hans følelsesmæssige ar. Den hævnspiral, som han og Applebys herligt hjerteløse Tamora kaster sig ud i, forstærkes ikke kun af skuespillernes stærke kemi, men også af det troværdige og ømme forhold til datteren Lavinia – en rolle som Moynes portrætterer med hjerteskærende intensitet. Selvom Titus' nedstigning i vanvid og senere genkomst virkede en smule ufokuseret, er Ward ellers stålsat, beslutsom og en yderst overbevisende leder af mænd.

Styrken i Andronicus-familien efter Lavinias overgreb forankres af Baumanns rationelle Marcia, en kønsomvendt Marcus Andronicus. På trods af en lidt tung dialog – ikke mindst da hun skal afsløre Lavinias skæbne for Titus (”Titus, prepare thy aged eyes to weep...”) – kompenserer Baumann formidabelt ved at bære vægten af sin indre smerte med fuld overbevisning. Ligeledes gør Morgan-Grahame som Lucius og Pippa Caddick som den unge Lucius det godt ved at antyde det lykkelige liv, Titus engang nød, hvilket gør den hævn, de to tager i 5. akt, endnu mere foruroligende.

Titus Andronicus er ikke et af Shakespeares bedste stykker, men Arrow and Traps’ Theatre Company gør et strålende stykke arbejde med deres adrenalinfyldte og ofte mareridtsagtige fortolkning. Den fremragende koreografi, de gennemgående stærke præstationer og de velvalgte moderne detaljer betyder, at hvis man kan mave præmissen, så er denne forestilling ikke til at gå glip af. Titus Andronicus spiller i New Wimbledon Theatre Studio frem til 14. november. Bestil nu!