ANMELDELSE: Twelfth Night, Space Theatre ✭✭✭

Helligtrekongersaften 23. juli

Space Theatre

3 stjerner

The Pell Mell Theatre Company har opbygget et ry for at levere radikale og sprudlende opsætninger af de gamle klassikere. Jeg var derfor spændt på at se, hvad de ville stille op med Helligtrekongersaften – et af mine personlige Shakespeare-favoritter og en fortælling, der er solidt forankret i den folkelige bevidsthed.

Det er et stykke, der knap behøver en introduktion (men I får den nu alligevel): den unge Viola bliver adskilt fra sin bror Sebastian ved et skibsforlis og klæder sig ud som mand for at træde i tjeneste hos den hertug, der reddede hende. Den rige grevinde Olivia forelsker sig hovedkulds i Viola, som selv er forelsket i hertugen.

Det står hurtigt klart, at dette ikke er en helt almindelig opsætning. De første tre minutter er en bjergtagende eksplosion af dans og mimik, uden at et eneste ord bliver mælet. Denne fornemmelse af anarki gennemsyrer hele aftenen, og selvom det ikke altid rammer plet, vidner det om en originalitet og kreativitet, der gør, at man aldrig helt ved, hvad der venter rundt om hjørnet.

Giulia Scrimieris kostumer er en fryd for øjet; fyldt med klovneagtige, stærke farver og finurlige detaljer. Selv Lucy Laings smukke Olivia har et strejf af 'Corpse Bride' over sig, mens Tobys bande af spøgefugle er klædt ud som kongefamilien fra et spil kort.

Den fysiske koreografi er fantastisk, og nogle af forestillingens komiske højdepunkter (intriganterne bag buskene og Antonios scene med de gule strømpebånd) fik nyt liv takket være intelligent iscenesættelse og fysisk komik. De markante bevægelser virkede kun forstyrrende ved en enkelt lejlighed, hvor et par ensemblemedlemmer kastede sig ud i akrobatik i baggrunden under stykkets indledende scene.

Selvom produktionens maniske energi resulterede i strålende kostumer og scenografi, førte den også til enkelte tilfælde af overspil. Lawrence Boothmans dæmoniske og groteske Feste var et tydeligt eksempel. Da det meste af castet i forvejen spillede rollen som klovne (det var trods alt en cirkus-inspireret opsætning), var der ingen andre veje for Feste end at agere en slags forrykt super-klovn. Boothmans naturlige charme, karisma og glimrende sangstemme fik det generelt til at fungere; når han var bedst, mindede han mig om Alan Cummings 'Emcee' i Cabaret. Der var dog tidspunkter, hvor dramaet tog overhånd – især under afhøringen af Malvolio i stil med et amerikansk gameshow, hvilket var en af de nyskabelser, der ikke helt faldt i god jord.

Det var en fornem holdindsats fra et talentfuldt ensemble – Ella Garlands Viola var sympatisk og sødmefuld og havde en fantastisk kemi med Lucy Laings Olivia. Andrew Seddon var også passende ynkelig som Malvolio, selvom han måske ikke blev spillet helt nederdrægtig nok til, at man for alvor følte, han fik som fortjent i sidste ende.

Caroline Short leverede en stærk præstation som den stilfærdigt intrigante Maria, og Angus Howards Sir Andrew var velovervejet og morsom hele vejen igennem. Der skal også lyde en ros til Tobys lystige bande af spasmagere – deres ansigtsudtryk og dramatiske tilstedeværelse fangede virkelig øjet og løftede nogle potentielt mindre roller til noget særligt.

Jenny Gamble har næppe haft et enormt budget til scenografien, men resultatet er både intelligent og kreativt. Den smarte brug af en interimistisk boksering og skarpe projektioner på scenens hvide forhæng pustede liv i forestillingens anden akt. Der var tilsyneladende tilføjet nye musikalske indslag til manuskriptet af komponisten Adrian York, og de føltes alle helt i tråd med tidsperioden; så meget, at jeg ikke kunne skelne hans bidrag fra de originale. Dansesekvensen til slut var også en herlig oplevelse, der afsluttede showet med manér frem for et stilfærdigt suk.

Når det gælder en gennemprøvet klassiker som Helligtrekongersaften, er det sjældent, at man går fra teatret med følelsen af at have set noget helt nyt. På godt og ondt (mest godt) har Pell Mell gravet dybt i den kreative værktøjskasse og skabt en livlig og energifyldt opsætning, som man i hvert fald ikke ser på The Globe lige foreløbigt.

Helligtrekongersaften spiller på Space Theatre frem til den 12. august 2015