Edinburgh Fringe: Guide til LGBT-forestillinger

Paul T Davies tager et kig på nogle af de mange LGBT-oplevelser på Edinburgh Fringe 2018.

Før du sætter kursen mod Edinburgh Fringe Festival, er det værd at acceptere én sandhed om dit besøg: Du kommer ALDRIG til at se alt det, du har skrevet på din ønskeliste. Flere af forestillingerne spiller på samme tid, og medmindre du har knækket koden til kloning eller ejer en tidsmaskine, når du aldrig rundt i byen hurtigt nok! For den LGBTQ-interesserede besøgende er der dog masser af værker, der afspejler dine interesser gennem alle facetter af det queer liv. Der bliver sjældent præsenteret nok dramatik i lokalteatrene, eller i mainstream-miljøet, der skildrer liv uden for de traditionelle seksualitetsmønstre, så festivalen er det perfekte sted at opleve ny dramatik og forestillinger, der reflekterer over og fejrer det queer liv. Her er et lille udpluk af de produktioner, du kan fange.

Forget Me Not - Sophie og Anna En vigtig begivenhed at bide mærke i er, at Army@TheFringe udforsker LGBT-livet for soldater før og nu i to forestillinger, der opføres i deres hovedkvarter i Hepburn House i samarbejde med Summerhall. Sophie May Nichols og hendes partner Anna Iris, der driver det britisk-islandske teaterkompagni Rokkur Friggjar med fokus på ny dramatik, queer- og politisk teater, præsenterer deres nyeste produktion Forget Me Nots som en del af programmet. Nichols fortæller: “Army@TheFringe giver os muligheden for at fortælle om en anden side af et vigtigt øjeblik i Islands historie. Under anden verdenskrig var op mod halvdelen af mændene i landet britiske soldater, hvilket førte til mange kærlighedsaffærer. Det blev kendt som 'Situationen'. Mange var mellem mænd og kvinder, og andre mellem mænd – hvilket er noget, man stadig sjældent taler om. Forget Me Nots handler om en ung islandsk mand, der bliver hvirvlet ind i 'Situationen', da han forelsker sig i en britisk soldat.”

Cezary Goes To War En anden produktion, Cezary Goes to War, er et polsk queer-teaterstykke inspireret af instruktørens egne minder fra militæret. Det vandt prisen for bedste kunstneriske hold ved Divine Comedy Festival 2017 (Krakow) og støttes af Det Polske Kulturinstitut. Army@TheFringe-programmet er støttet af Army LGBT Forum. Major Rob Ridley, formand for Army LGBT+ Forum, udtaler: “Det er fantastisk at se en sådan diversitet blive udforsket i dette års Army@TheFringe-produktioner. “ Vi er kommet langt!

Gayface The Space virker til at være et spillested, der har samlet en del LGBT-shows, og på The Space on North Bridge (venue 36) finder man The Orange Works med to stykker af Ian Tucker-Bell. Jeg var ked af at gå glip af From Today Everything Changes sidste år, så jeg er glad for, at de vender tilbage med dette stykke om Chris, der bliver enkemand efter tredive års ægteskab og springer ud som tresårig. Man ser ikke mange ældre homoseksuelle mænd i dramatikken, så jeg er spændt på at nå dette stykke denne gang. Det spiller skiftevis med et nyt stykke, Trans Pennine, på samme spillested, og er baseret på virkelige hændelser. Familiekonflikter, kønsidentitet og campingpladser – hvad mere har man brug for? Trans-relationer udforskes også i Gender of Attraction på space@Venue45, en romantisk komedie med fokus på trans-forhold, og tilbage på North Bridge finder man Gayface, (Seeing Other People Productions), en komedie om en homoseksuel skuespiller, der får en heteroseksuel rolle og skal overbevise instruktøren om sin heteroseksualitet. Det mest queer-klingende show finder man nok på Space on the Mile (venue 39), nemlig The Importance of Being Earnest as Performed by Three F*cking Queers and a Duck! Det må man tolke, som man vil! The Space-scenerne virker i hvert fald som et godt udgangspunkt for at gå på opdagelse i LGBTQ-dramatik.

Jeg er vild med dramatikeren Tom Wells, især for hans stykke Jumpers For Goalposts, som i mine øjne var den bedste britiske bøsse-komedie siden Beautiful Thing. Hans nye stykke, Drip, spiller en uge på Roundabout@Summerhall. Drip er en oneman-musicalkomedie om en 15-årig dreng, der tilmelder sig Hulls første synkronsvømningshold nogensinde, selvom han ikke kan svømme. Det er en fortælling om stolthed, venskab og om at være en queer teenager i Hull. Ja, det lyder præcis som Tom Wells! Vi planlægger også at se Leviticus, et interessant stykke om overlevere af omvendelsesterapi præsenteret af Where Are They Going Theatre Company på Zoo Charters (Venue 124), og Fronting, som havde en prisvindende spilleperiode på Dublin International Theatre Festival sidste år. Det handler om en ung mand, der for nylig har fået stillet en HIV-diagnose og får chancen for at vende sit raseri til noget andet. Det spiller på The Pleasance, hvor man også kan finde en del andre LGBTQ-produktioner. Højt på min liste står Love Song to Lavender Menace, en romantisk bøsse-komedie fra 80’erne om Skotlands legendariske radikale boghandel for lesbiske, bøsser og feminister, som fik forrygende anmeldelser efter en totalt udsolgt spilleperiode på Royal Lyceum Theatre. (Summerhall, venue 26). I samme boldgade er Really Want To Hurt Me, præsenteret af Flaming Theatre, et stykke om at vokse op som homoseksuel i 80’erne, som havde stor succes på Londons Old Red Lion. (Assembly Hall, venue 35).

Gypsy Queen Et stort skulderklap til Gypsy Queen, der vender tilbage (Assembly George Square, venue 17). Hope Theatre Companys fantastiske stykke om homoseksuelle boksere og homofobi i sport, som jeg gav 4 stjerner sidste år. Det har været på turné siden da, og det forlyder, at det er vokset i intensitet – publikum har elsket det! Jeg overvejer endda at se det igen. Også på Assembly George Square Studios finder man Free and Proud, som har en fremragende buzz før premieren. Hakeem er nigerianer i USA, Jeremy er hvid og privilegeret, og da katastrofen indtræffer, rejser de ind i fortiden for at give mening til nutiden i denne udforskning af et moderne ægteskab.

Sirens For at få L'et i LGBT med, kan man fange cabaret- og varietékunstneren Ella Jean på Fireside (venue 75), og min nysgerrighed er vakt af (even) HOTTER på Bedlam Theatre (venue 49), et verbatim-stykke baseret på interviews med kvinder og transpersoner i alderen 13-97 år. En blanding af LGBT og fysisk teater (hvilket altid er et plus i min bog) kan opleves i How To Be Amazingly Happy af Victoria Firth på Pleasance. (Venue 33). Også på Pleasance spiller Sirens, hvor tre sirener skyller op på stranden i Hastings i 2018, hvor det ikke længere er på mode at sidde nøgen på klipperne! Enhver mand, der hører deres stemme, dør stadig øjeblikkeligt, så der bliver givet fingeren til kønsforventningerne i denne produktion af Zoo Co, som også er med tegnsprog og undertekster.

Velma Celli i Iconic A Brief History Of Drag. Foto: Scott Rylander På cabaret-fronten er der én optræden, jeg absolut IKKE vil gå glip af: den fantastiske Le Gateau Chocolat: ICONS, hvor opera- og lycra-elskende cabaretstjerne fortolker ikoner fra Pavarotti til Whitney – denne mand har en helt utrolig stemme. (Assembly George Square Gardens, venue 3). Interessant nok præsenterer han også Duckie, hans version af Den Grimme Ælling som børneteater på Summerhall – det er jeg fristet til at se! I den ikoniske afdeling leverer "triple threat"-dragstjernen Velma Celli Iconic- A Brief History of Drag – glem alt om lip-syncing, her synges der live med band, og showet indeholder hits fra musicalteatret fremført af en prisvindende West End-artist (Assembly Checkpoint). Også i Assembly George Square Gardens kan man opleve Jonny Woo’s All-Star Brexit Cabaret, hvor den legendariske drag-performer har slået sig sammen med den Olivier-vindende komponist Richard Thomas (Jerry Springer-the Opera) for at skabe en "paillet-besat musical revet direkte ud af avisoverskrifterne."

Husk, hvad jeg sagde indledningsvis: det er umuligt at se alt, så jeg når heller ikke alt det ovenstående. Du må ind på Fringe-hjemmesiden og lave en avanceret søgning på LGBT for at finde det fulde udvalg. Jeg ved, at jeg har overset en hel del, men du kan sende mig detaljer og forsøge at få mig til at se dit show ved at kontakte mig her: paul@britishtheatre.com.