ANMELDELSE: The Knowledge, Charing Cross Theatre ✭✭✭

Ensemblet i The Knowledge. Foto: Scott Rylander The Knowledge

Charing Cross Theatre

Tre stjerner

Bestil nu Når jeg siger, at The Knowledge er længe om at komme ud over stepperne, så mener jeg det på flere måder – den første og mest bogstavelige er det faktum, at da klokken passerede halv otte, var personalet på Charing Cross Theatre stadig i fuld gang med at vise publikum på plads uden det store hastværk. Den anden er rent fortaltmæssigt; for et stykke med en ellers forholdsvis stram spilletid går der alt for længe, før handlingen for alvor rører på sig.

De indledende scener fungerer som tre massive blokke af baggrundsinfo for vores tre hovedpersoner – Chris (Fabien Frankel), Ted (Ben Caplan) og Gordon (James Alexandrou). De er tre mænd, der forsøger at bestå den berygtede ’Knowledge’-prøve (hvor man skal lære tusindvis af Londons gader udenad) for at blive autoriserede taxachauffører. Hele tre gange får publikum slynget en masse baggrundshistorie i hovedet, hvor karaktererne oplyser hinanden om ting, de åbenlyst ved i forvejen; det er faktisk overraskende, at flere sætninger ikke slutter med ordene ”hvilket du selvfølgelig allerede ved”. Små detaljer om deres liv præsenteres bedst, når de snigerer naturligt ind i samtalen, og ikke når de bliver skåret ud i pap, som det sker i Simon Blocks dramatisering af Jack Rosenthals filmmanuskript. Da dramaet endelig indfinder sig sent i første akt, er det egentlig solidt nok, men det kommer desværre lidt for sent, og publikum går til pause uden den store interesse for karakterernes videre skæbne.

Steven Pacey og James Alexandrou i The Knowledge. Foto: Scott Rylander

Gudskelov for ankomsten af Mr. Burgess, også kendt som ’The Vampire’ – den hårdeste censor i prøven. For fjerde gang præsenteres publikum for bunker af information, men Steven Paceys Burgess er hylende morsom og rablende skør og leverer det med en uventet og fængslende showmanship. Endelig bliver det interessant. Burgess spankulerer, poserer, plejer sit overskæg, efterligner dialekter og improviserer den ene absurde situation efter den anden med stor overlegenhed. Efter at have sat kandidaterne i gang med studierne, fortrækker han til sit kontor, hvor han forbliver som en konstant, ildevarslende baggrundsfigur gennem meget af spillet. Pacey gør en kæmpe indsats for at løfte forestillingen og er uden tvivl aftenens højdepunkt.

Steven Pacey og Louise Callaghan. Foto: Scott Rylander

Ellers i castet er kvinderne desværre reduceret til biroller som partnere, lige bortset fra en enkelt ’alibi-kandidat’, der får den obligatoriske tale om, at hun bare vil gøre det samme som mændene og bevise sit værd – men vi lærer ikke engang hendes fornavn. Der er også en tåkrummende optræden af en arabisk turist, som ikke bidrager med meget andet end en klodset karikatur.

Anden akt får lidt mere fart på feltet, mens kandidaterne kæmper for at bestå prøven og få fat i de eftertragtede grønne skilte. De fortsætter deres endeløse ’runs’ – faste ruter gennem byen, som de skal kende udenad (programmet gør det i øvrigt klart for eventuelle taxachauffører i salen, at ruterne fra 1979 kan variere en smule fra 2017). Men Burgess er stadig det mest underholdende element. Hans taktikker er skarpt vinklet til den enkelte kandidat, som f.eks. når han teoretiserer over den misogyni, den kvindelige kandidat Miss Stavely (den ellers dygtige men underbrugte Louise Callaghan) uundgåeligt vil møde i jobbet. Burgess forsøger tydeligvis at teste, om de kan håndtere virkelighedens uforudsigelighed uden for kontoret, men utroligt nok virker ingen af de andre til at fatte pointen, før den bliver skåret helt ud i pap.

Instruktionen er lagt i hænderne på afdøde Rosenthals enke, Maureen Lipman, men iscenesættelsen virker desværre en anelse uinspireret. Den får brikkerne flyttet rundt på scenen, men intet overrasker før et interessant tableau ved slutningen af første halvleg. Her mærker man kreativiteten og fantasien bag, men man undres over, hvor den har gemt sig indtil da. Andrew Johnsons lyddesign er veludført og skarpt, selvom brugen af 70’er-hits er forudsigelig. Jonathan Lipmans fremragende kostumer placerer os solidt i tidsalderen sammen med Nicolai Hart-Hansens passende retro-scenografi.

Alice Felgate, Fabian Frankel og Steven Pacey. Foto: Scott Rylander Der er ingen tvivl om, at det er en aktuel opsætning, især nu hvor tjenester som Uber udgør den nyeste trussel mod Londons klassiske taxakultur. Men på trods af det spændende emne og et par lette grin, er udførelsen i det store hele ret gennemsnitlig. Med sin pæne afrunding og kompakte fortælling er The Knowledge tilfredsstillende nok, men den havde potentialet til så meget mere.

BILLETTER TIL THE KNOWLEDGE